I et debatindlæg i Politiken 24. maj 2025 ser folketingsmedlem for Alternativet Karin Liltorp tilbage på sine to graviditeter og skammer sig. I bagklogskabens lys var hun for afslappet med hverdagskemien, skriver hun; hun udsatte sig selv og sine endnu ufødte børn for cola og frysepizza, smurte hormonforstyrrende solcreme på maveskindet og så ned på speltmødrene, som hun kalder dem, der holdt afgiftningsfanen højt med hjemmebag og svanemærker. Hun overvejer endda, om hendes børns menstruationssmerter og autisme kan skyldes hendes egen laissez faire-omgang med kemi.
I mellemtiden er Liltorp selv blevet speltmor. Eller i hvert fald er hun – og hendes parti – nu blevet overbevist om, at individuel afgiftning må være vejen frem i kampen mod til stadighed mere omsiggribende forurening. Gravide fortjener adgang til den nyeste viden og klar vejledning og anbefalinger til adfærd og forbrug, så de ikke skal »bære skylden« for kemisk eksponering, lyder det.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.



