Forskere, der studerer kosmos, har ofte teorier om hypotetiske kræfter, der kan forklare mærkelige data eller resultater. For eksempel har nogle astronomer en teori om, at vores solsystem har yderligere en planet, som ligger endnu længere væk fra jorden end Pluto, og hvis indflydelse kan forklare andre himmellegemers bevægelser. I moderne kosmologi antages det også, at der findes et usynligt stof, såkaldt mørkt stof, hvis hypotetiske eksistens kan forklare tyngdekraftpåvirkninger, som ellers ville være mystiske.
Konspirationsteorier, som i den senere tid har været fremherskende i den amerikanske debat, kan forstås som den politiske ækvivalent til teorier om mørkt stof. De opstår i situationer, hvor en bevægelse eller handling virker usandsynlig eller bizar – medmindre man kan pege på et usynligt element i historien, en skjult kraft, der udøver indflydelse. »Noget mangler i dataene« er ikke bare en forskers reaktion på et videnskabeligt mysterium. Det er også en borgers reaktion på en udvikling eller en situation, der ikke synes at give mening.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
