Mad er i dag ikke bare noget, vi spiser. Det er et medie. Det er underholdning, identitet og et centralt element i digitale fællesskaber. Opskrifter går viralt på sekunder, og millioner af mennesker får deres ideer om mad fra platforme, hvor det visuelle tempo langt overgår den faglige eftertanke. Men mens madkulturen accelererer, står fødevaresikkerheden stille. Det skaber nye risici, som hverken forbrugere, producenter eller myndigheder fuldt ud er rustet til at håndtere.
Et eksempel er TikTok‑trenden ’Fluffy Popcorn’: popcorn blandet med marshmallows og rå mel for at gøre massen ekstra luftig. En enkelt video fik flere millioner visninger, men ingen steder blev det nævnt, at rå mel kan indeholde E. coli, som først fjernes ved opvarmning. De fleste opfatter mel som ufarligt, fordi vi i årtier har forbundet ’rå’ risiko med kød og æg – ikke med bagemel. Men når en ny trend normaliserer rå indtag af produkter, som aldrig er tænkt til det, opstår et sikkerhedsproblem, der sjældent bliver opdaget, før det er for sent.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

