Vi har gjort klimakrisen til et bureaukratisk projekt. Det er måske vores største fejl. I årevis har svaret været det samme: flere regler, flere puljer, flere planer. Flere styrelser, flere strategier, flere lag af kontrol – som om klimakrisen kunne administreres væk. Men sandheden er mere ubekvem. Klimakrisen bliver ikke løst af en styrelse. Den bliver løst af virksomheder.
Se på, hvor de største fremskridt faktisk er sket. Det var ikke en styrelse, der gjorde elbiler attraktive – det var virksomheder som Tesla, der pressede en hel industri til at tænke nyt. Det var ikke et ministerium, der gjorde vindenergi konkurrencedygtig – det var innovation, investeringer og virksomheder, der skalerede teknologien. Og i dag udvikler virksomheder som Topsoe teknologier inden for grøn brint og Power-to-X – løsninger, som ingen politiker kunne have planlagt på forhånd. Samtidig arbejder startups som Seaborg med nye atomkraftløsninger, der udfordrer vores forestillinger om fremtidens energisystem. Det var ikke detailregulering, der drev udviklingen – det var konkurrence. Reguleringen kom bagefter – det gør den næsten altid. Alligevel indretter vi klimapolitikken, som om staten kan designe løsningen på forhånd.
