Postdoc, Department for Communication, Københavns Universitet
Jeg har dyb empati for alle, der oplever noget traumatisk. Som vi for eksempel så det i søndags, hvor Christian Eriksen faldt om, og alle medspillere blev tilbudt at tale med en krisepsykolog. Det er både vigtigt og rigtigt at gøre. Hvorfor tilbyder vi ikke det samme, når andre oplever noget lige så traumatisk – for eksempel i forbindelse med en fødsel?
Hvorfor betragtes min oplevelse ikke på linje med Christian Eriksens og hans holdkammeraters?
Lyt til artiklen
Henter...
Det er fem år siden, men alligevel bliver jeg påvirket af det. Så påvirket, at øjnene løber i vand, imens jeg skriver det her. Det blev aktiveret, da Christian Eriksen faldt om under venskabskampen mod Ukraine – og lige nu føles det akut nutidigt.
Min dreng vejede fire kilo, da han blev født i 2021, og han havde et stort hovedomfang. Selv er jeg ikke ret stor, så det var ikke nemt at bringe ham til verden. Kort efter han blev født, kom han op til mig, men det viste sig hurtigt, at han var slap og ikke reagerede på stimuli. Han havde funktionelt hjertestop, var blålig, havde ingen vejrtrækning, og Apgar-scoren blev målt til 2 (den går op til 10). Børnelægen blev tilkaldt i al hast, han fik såkaldte rescue-indblæsninger og blev vakt til live.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
