Billederne fra Ceuta følger et 20 år gammelt mønster. De viser tusindvis af udmattede unge, familier og spædbørn, der ankommer ad søvejen, mens et lammet Guardia Civil ser til. På sociale medier fyldes vestlige feeds med historier fra obskure nyhedssider om en ’invasion’ af ’military-aged’ mænd, akkompagneret af ai-videoer og gamle klip. Alt imens Mette Frederiksen og Giorgia Meloni opfordrer til at suspendere Spanien fra Schengens frie mobilitet.

Efter stranden følger billeder af overfyldte modtagecentre og lukkede butikker. Ceuta anmoder om national undtagelsestilstand, mens den spanske regering roser det marokkanske ’eksemplariske samarbejde’ – til marokkansk tavshed. Det er en følelse af déjà-vu. For at forstå krisen må vi dog løfte blikket fra sociale medier og politisk instrumentalisering for at analysere årsagerne til og konsekvenserne af dette spektakulære teaterstykke.