For præcis et år siden troede befolkningen i Gaza, at de endelig kunne ånde lettet op. Med USA som garant trådte en våbenhvile i kraft for at stoppe den uafbrudte og brutale vold. I Trumps tyve-punktsplan fremgik det blandt andet, at der skulle skabes adgang for uhindret nødhjælp til Gaza, at israelske styrker skulle trække sig tilbage fra Gaza, og at Gaza skal genopbygges. Ingen af de løfter holder et år senere. Tværtimod.
Det undrer mig, at vi stadig taler om Gaza, som om der er en gældende våbenhvile. For luftangrebene og kamphandlingerne fortsætter. Mennesker bliver dræbt hver dag, mens Israel udvider sin kontrol over Gaza frem for at trække sig tilbage. Og jeg er forarget over, at der absolut intet sker ved det. Mennesker dør, mens nødhjælpsorganisationer råber alt, hvad vi kan, for at få lov til at få den nødvendige hjælp ind i Gaza.
