»Fy for den! 14-årige skal da ikke have opereret deres bryster«

Lugten af en død rotte eller synet af store brune kakerlakker, der fortærer en artsfælle. For mange vil dette vække afsky, væmmelse, kvalme og i nogle tilfælde ledsages af udtryk såsom ’fy for den!’.

Vores følelse af afsky kan generelt set både være kulturelt og biologisk funderet. Som eksempel på sidstnævnte er det en fordel, at vi afskyr fordærvet mad, så vi undgår et maveonde eller det, der er værre.

Afsky er derfor en menneskelig følelse, der sørger for, at vi holder os langt væk. Men vores afsky angår ikke kun fysiske ting. Vi afskyr også tanker, ideologier eller bestemte personer. Tænk blot på din yndlingsaversion. En politiker, kommentator eller en anden offentlig person. Også her kan afskyen grundfæstes.

Professor i filosofi Daniel Kelly skrev for nylig bogen ’Yuck!, The Nature and Moral Significance of Disgust’. Kelly teoretiserer over afskyens funktion og leverer en lang række biologiske, evolutionistiske og psykologiske analyser af den menneskelige afskytagen.

Centralt står imidlertid spørgsmålet om, hvordan og hvorvidt afsky er en troværdig moralsk reaktion. Kan vores helt umiddelbare afsky fungere som en gyldig moralsk dom?

Det kunne være en umiddelbar afsky over for organtransplantation, senprovokeret abort og ikke mindst sex med dyr eller andre seksuelle perversiteter.

Hvis vi umiddelbart afskyr noget som moralsk forkasteligt, opstår spørgsmålet, hvorvidt denne følelse alene kan fungere på vejen til en moralsk konklusion. Kelly fornægter denne mulighed, og jeg er tilbøjelig til at være enig.

Som lektor på jordemoderuddannelsen har jeg gennem mange år undervist i etik. Jeg husker en episode for en del år siden, hvor jeg præsenterede to lysbilleder for de studerende.

Det første lysbillede viste en 14-årig pige, som efter en voldtægt var blevet gravid, hvilket først blev opdaget i 14. graviditetsuge. Pigen ønskede i samråd med forældrene en senprovokeret abort. Lysbilledet fik klare holdninger frem hos de studerende.

Dernæst præsenterede jeg et lysbillede af et lemlæstet udstødt foster efter en provokeret abort i 14. graviditetsuge. Dette lysbillede skabte en række holdninger affødt af afskyvækkende følelser, der stod i kontrast til de holdninger, der fulgte efter det første billede.

Men det afgørende var, at denne umiddelbare afskytagen ikke fik lov at stå alene, men derimod, at de mange argumenter kom frem gennem dialog og debat med de studerende. Det er først, når vi tilstræber at veksle den umiddelbare afsky med argumenter, at vi rent faktisk bliver klogere og når frem til forskellige svar.

Problemet er, at den offentlige debat om de etiske spørgsmål ofte stopper ved en umiddelbar afsky. Vi præsenteres for et etisk spørgsmål i radioen, en overskrift i avisen eller flygtige billeder i en nyheds- eller dokumentarudsendelse på nationalt tv.

Aktuelt kunne det være den 14-årige pige, der får opereret brysterne større eller helt fjernet brysterne, hvis kønnet føles forkert, sex mellem voksne søskende, transseksuelle, der bliver forældre, eller den mandlige sæddonor, som er biologisk far til over hundrede børn.

’Det er også for galt!’, lyder det rundt i de danske stuer affødt af en spontan moralsk afsky. En tendens, der understreges gennem et blik på de sociale medier.

Her ser vi en glorificering af den moralske afskytagen, som kun efterlader utallige ’likes’, som var det en skulderklapforening i moralsk forargelse. Efter den moralske dom følger ofte den evaluerende afslutningsreplik: ’Det var godt, vi tog debatten’. Problemet er, at debatten aldrig så dagens lys. Afsky fik argumenternes plads.

Moralsk afsky er imidlertid ikke kun et problem. Tværtimod kan det lokke en debat frem på den offentlige scene. Problemet opstår, hvis debatten kvæles af og erstattes med rynken på næsen og umiddelbare mavefornemmelser. Står den moralske afsky alene, reduceres debatten ofte til personangreb, hvor moral bliver kasteskyts.

Udtrykket ’det er simpelthen bare så umoralsk’ svarer til at råbe øv eller buh. Personer, der fråser med den moralske farvelade, sparer derfor ofte på begavelsen i en værdidebat. Lad os i stedet høre argumentet og helst pointen i den sammenhæng, der tales.

Hvis man endelig vil trække det moralske trumfkort i den offentlige debat, bør ordet moral oversættes til det, sagen i virkeligheden drejer sig om. Hvilke normer eller grænser er blevet overtrådt? Hvad er det mere præcist, der er rigtigt eller forkert, og hvorfor?

I mine øjne er det helt afgørende, at vi drøfter de mange nye etiske spørgsmål gennem argumenter, der udfordres via en offentlig debat. En debat, der er med til at sikre de mange hensyn, så vi undgår moralsk blindhed, som afskyen i mange tilfælde kan være et billede på.