Den socialdemokratiske epoke slutter med Helle Thorning-Schmidt

To år inde i den socialdemokratiske regeringsperiode ved vi én ting med sikkerhed:

Den socialdemokratiske epoke er forbi.

Helle Thorning-Schmidt vil ikke gå over i historien som Danmarks første kvindelige statsminister, men som den sidste socialdemokratiske. En epoke, der har varet i næsten 120 år, slutter med hende.

Da regeringen for to år siden kom til magten, var Socialdemokraterne allerede reduceret til landets næststørste parti.

Nu har Helle Thorning målrettet reduceret partiet til det tredjestørste, og partiet vil aldrig igen kunne indgå i kommende regeringskoalitioner med så meget vægt, at det kan gøre krav på statsministerposten.

Helle Thorning kan ikke optræde som 1. maj-taler, uden at hendes kernevælgere demonstrativt vender hende ryggen eller buer hende ud. Men ved næste valg, når hun bliver sendt ud i kulden og må træde tilbage som formand, venter der hende alligevel en stor international karriere.

Ligesom der gjorde Anders Fogh Rasmussen, da han havde taget livet af liberalismen efter med en lommetyvs behændighed at have omfavnet velfærdstaten. Over Helle Thorning-Scmidts likvidering af socialdemokratismen er der til gengæld ingen elegance. Hun har brugt en forhammer.

Helle Thorning Schmidt er en de mindst behagesyge politikere, vi har haft. Men det skyldes, at hun egentlig ikke er politiker. Hun er på gennemtræk i Danmark, og det hjemlige demokrati er kun et midlertidigt forum for hende. Hun lader sig bedst forstå som en privat entreprenør, som har taget enterprise i Danmark, fordi der her var en nedrivningsmoden konstruktion, der ventede på jernkuglen, nemlig velfærdsstaten.

Når jobbet er gjort, drager hun videre til det næste, sandsynligvis i Den Internationale Valutafond eller Verdensbanken, der har samme syn på den anakronistiske velfærdsstat, som hun selv har. Skulle det umulige ske, at hun bliver genvalgt som statsminister, vil det med stor sikkerhed komme i vejen for hendes fremtidsplaner.

Helle Thornings nytårstale ved det seneste årsskifte er i den henseende historisk. Det er vel første gang, at en statsminister har valgt nytårstalen til at abdicere, ikke fra den taburet, hvor hun skal sidde to år endnu, men fra selve ideen om at føre politik, hvis vi da ved politik forstår den tanke, at et folk skal være herre over sin egen skæbne.

Ikke et eneste sted i nytårstalen appelleres der til danskerne som et kollektivt handlende fællesskab. Ordet vi optræder ganske vist 69 gange i nytårstalen, men det optræder altid i sætninger, hvor det gøres klart, at ’vi’ ikke kan spille nogen anden rolle end at tilpasse os forandringer, som alle sammen ligger uden for vores indflydelse.

Rent grammatisk er det danske folk grundleddet i alle statsministerens sætninger, men indholdsmæssigt er vi det modsatte, historiens genstandsled, ikke subjekter, men objekter i en udvikling, som dikterer os helt nye livsbetingelser.

Vi flyder med strømmen, og om vi går til bunds eller holder os ovenpå, afhænger helt af vores svømmefærdigheder. Det er også derfor, ordet uddannelse er et nøgleord i talen.

Statsministeren vil skabe »danmarkshistoriens bedst uddannede generation«, men ved uddannelse forstår hun brystsvømning, en teknisk færdighed, der skal hjælpe os til at undgå druknedøden i det globale konkurrencesamfunds malstrømme, ikke en skole for livet, men en skole for et ubarmhjertigt arbejdsmarked, lærdom ikke som dannelse, men som en håndbog i overlevelse.

Helle Thorning foretager i sin nytårstale en radikal omskrivning af danmarkshistorien i det 20. århundrede. Det er ikke længere historien om en arbejderbevægelse, der skaber et af de mest retfærdige og lige samfund i verden og kroner det med velfærdsstaten.

Det er historien om et altid tilpasningsdygtigt folk, der forstår opportunistisk at udnytte mulighederne i det givne. Opportunismen er vores vigtigste nationale karaktertræk, vores hemmelige, aldrig tilståede dyd – og betingelsen for vores overlevelse.

Helle Thorning bruger af gode taktiske grunde ikke ordet, men hun er så tæt på, som man kan komme. ’Klar til forandringer’ er hendes svar på alle Danmarks udfordringer, og hvem er mere klar til forandring end opportunisten?

I udenrigspolitikken er forandringen til kamæleonnation allerede fuldbragt. Anders Fogh Rasmussen behøvede blot et telefonopkald fra Washington for at erklære Danmark for en krigsførende nation. Belønningen udeblev da heller ikke, når Fogh blev affotograferet i intime omfavnelser med åndsfællen Bush.

Helle Thorning får ikke engang et telefonopkald fra præsident Obama. Hun må nøjes med at stå i telepatisk forbindelse med tv-skærmen, når den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, toner frem på en nyhedskonference, men så ved hun også som i en åbenbaring, om Danmark er i krig eller ej.

Danmarks skygge af en udenrigsminister, Villy Søvndal, er reduceret til en landsbytosse, der med flakkende øjne afleverer sine taler, fordi han ved, at den principfaste udtalelse, han kommer med klokken 14, vil være dementeret klokken 16.

Offentlige ydmygelser og en permanent adresse i kulissen er blevet hverdagsrutine for manden, der engang ville forny den danske venstrefløj. Hans eget parti, Socialistisk Folkeparti, hænger på regeringen som en udtørret skal af en parasit, der ved en fejl valgte sig det forkerte værtsdyr og i stedet for næring nu suger gift.

Den kvalfulde debat, som først det britiske Underhus og derefter den amerikanske Kongres tager om en militær intervention i Syrien, viser en vilje til at være fungerende demokratier. Begge lande har taget det svære opgør med de løgne, der førte dem ind i krigen i Irak. I det danske Folketing ville en sådan debat være utænkelig.

Vi har aldrig taget noget opgør, og kun et skamfuldt lille mindretal af de folkevalgte har nogen viden om de krige, vi med så katastrofale resultater har kastet os ud i. At de skulle være i stand til at lytte til deres egen samvittighed og stemme på tværs af partiskel, som f. eks. britiske politikere gjorde, er simpelthen hinsides de naturlove, der gælder i dansk politik.

Ti års løgne og fortielser degraderer et demokrati, og nu betaler vi prisen i form af en patologisk følgagtighed.

I det forløbne år var der en bog, der kom til at spille en uventet rolle i dansk politik. Et medlem af regeringen læste den og blev skræmt. Et andet medlem af regeringen læste den også og blev begejstret. Bogen er ’Konkurrencestaten’ skrevet af professor i politisk økonomi Ove K. Pedersen.

Her beskriver han velfærdsstatens langvarige dødskamp og påviser, hvordan der på dens ruiner vil rejse sig en ny mennesketype, som han meget træffende kalder »det opportunistiske menneske«.

Hos regeringens humanist, Det Radikale Venstres Marianne Jelved, vakte bogens diagnose forfærdelse. Hun ønsker sig ikke et samfund, hvor konkurrence bliver et mål i sig selv. Men hun er kulturminister og dermed langtidsparkeret i en stilling uden for indflydelse. Reaktionen var den modsatte hos regeringens sumobryder, finansminister Bjarne Corydon.

I bogens titel fandt han endelig et ord for sine ofte uigennemskuelige bestræbelser. Han vil skabe en konkurrencestat.

Finansministeren har samme forhold til Den Europæiske Centralbank, som statsministeren har til John Kerry. Han modtager åbenbaringer, og åbenbaringer er, som vi ved fra Bibelen, ikke til debat. Vores nuværende økonomiske krise skyldes ifølge Bjarnes Åbenbaring et statsligt overforbrug, og den eneste kur er derfor et stærkt reduceret statsbudget.

Det budskab er svært at sælge til socialdemokratiets kernevælgere, og det gør Bjarne Corydon heller ikke. Han sælger i stedet sin selvbiografi, historien om en følsom dreng, der med en arbejdsløs mor oplever ydmygelsen ved at tilhøre en familie på understøttelse.

Corydon har et drastisk forslag, der skal befri de arbejdsløse fra skammen. Afskaf understøttelsen. Eller gør i det mindste understøttelsesperioden så kort, at nasseriet ikke bider sig fast som livsvarigt traume. Det er konkurrencestatens gave til befolkningen. En del af os ryger alligevel ned på bunden, men uden alt for megen understøttelse til at overleve for slipper vi i det mindste for den dårlige samvittighed over at være endt som snyltere.

Socialdemokratiet fremmedgør sig systematisk fra samtlige klasser og vælgergrupper.

Finansoverklassen står formodentlig partiets hjerte nærmest, men overklassen er troløs og belønner aldrig sine bejlere, men ser i stedet ned på dem. Middelklassen har Socialdemokratiet overladt til neoliberalisterne, mens underklassen kastes i gabet på de fremmedhadende populister.

Hvorfor foretrækker landets lønarbejdere at stemme på det liberale Venstre frem for Socialdemokratiet? Fordi Socialdemokratiet ikke byder os andet perspektiv end at bøje hovedet under den økonomiske nødvendigheds love. Venstre prøver i det mindste at bilde os ind, at under den samme nødvendigheds lov kan hver enkelt af os stadig opnå at blive sin egen lykkes smed.

I Socialdemokratiets smuldrende menneskesyn er der ikke plads til anden drivkraft end opportunistens tilpasningsvilje, men de fleste mennesker vil af gode grunde hellere se sig selv som et folk af lykkesmede end som samspilsramte kamæleoner på et skakbræt.

Både regering og opposition tilbyder os det samme utiltrækkende fremtidsperspektiv: Kapsvømning i globaliseringens malstrømme. Men Venstre byder på et mere attraktivt menneskebillede end de havarerede socialdemokrater.

Den store gåde i dansk politik er manden, der burde inkarnere de neoliberale dyder, initiativ, vovemod og virkelyst, Venstres leder og landets kommende statsminister, den tilsyneladende koma-ramte Lars Løkke Rasmussen. Som statsminister var Løkke en blind passager, der kravlede op af lasten og i et ubevogtet øjeblik overtog rattet.

Den blinde passager blev kaptajn. Men på sin vej mod det, der burde være et triumferende comeback, synes den i forvejen ikke alt for energiske Lars Løkkes sidste lille blaf af en livsgnist at være blevet pustet ud, og derfor vil vi om to år stemme det ene tomrum til magten som afløser for det andet.

Hvilket måske ikke vil være nogen helt uretfærdig dom over disse års danske politik.