I to årtier har vi målrettet styret mod konfrontationen - nu har vi fået den

Så kom bøhmanden omsider.

I ti år har vi af skiftende forsvarsministre fået at vide, at han ville komme fra Afghanistan. En analfabetisk talebaner, der ikke ville kunne finde Europa på et verdenskort, ville en dag stå på Nørreport Station med en rygsæk fyldt med sprængstoffer. Opfyldt af islamistisk ildhu ville han tage snesevis af uskyldige med sig i døden.

Men han kom aldrig, skønt vi har brugt 20 milliarder kroner på at føre krig i hans land for at forhindre ham i at komme.

I stedet var der en anonym gerningsmand, der angreb et debatmøde om ytringsfrihed og siden en synagoge, før han selv blev ramt af politiets kugler.

Han havde postadresse på Nørrebro.

Så hvem skal vi i krig med nu? Islam? Den kvarte million muslimske medborgere, der allerede har sneget sig over landets grænser? De unge efterkommere af indvandrere, der diagnosticeres som utilpassede? Alle dem, der ikke med hånden på Bibelen er villige til at sværge, at de går ind for dansk kultur med brun sovs og kartofler?

I dag vil der blive holdt der mandtal i Danmark. Så skal en kvart million muslimer hver for sig stå frem og tage afstand. Ellers er de under mistanke. De vil alle være kendt skyldige, indtil de selv har bevist det modsatte.

Tre timer efter det første attentat er der ingen, der har hørt noget fra Danmarks statsminister. Frankrigs præsident François Hollande har udtalt sig. Helle Thorning-Schmidt har ikke. Så endelig kommer der en pressemeddelelse, der lyder, som om den er forfattet af en vagthavende politiinspektør.

»Meget tyder på et politisk attentat og dermed en terrorhandling«, siger statsministeren i et ekko af spekulationer i medierne. Ikke på noget tidspunkt lørdag aften træder hun ind i et tv-studie for at tale til det danske folk.

Til nationens borgere meddeler hun mat, at »de skal leve, som de plejer«.

Efter 11. september opfordrede USA’s daværende præsident George W. Bush amerikanerne til uanfægtet at shoppe videre. Er det den samme besked, Helle Thorning-Schmidt giver danskerne? Stå nu ikke i vejen for det økonomiske opsving. Fortsæt, som om intet var hændt.

Det Danmark, du kender, vil jeg bevare, som det hedder på de plakater med hendes portræt, der i disse uger hænger overalt i landet. Hvad hun end mener med sine iltfattige meddelelser, er der en ting, der står klart. Lørdag aften, mens skuddene brager i København, er Danmark uden lederskab. Hvor statsministeren skulle befinde sig, er der i stedet et moralsk tomrum.

Det er vigtigt at vide alt om gerningsmanden og hans motiver. Er han en hjemvendt syrienskriger? Ligger smittekilden i udlandet? Men der er et andet spørgsmål, der er lige så vigtigt. Hvem er vi som nation?

Selvradikaliseret, vil vi måske ende med at kalde gerningsmanden. Men intet menneske er en ø, så hans motiver og inspiration kan komme mange steder fra. Kan vi selv være en af smittekilderne?

Er Danmark en selvradikaliseret nation?

Danmark er sammen med Belgien og Storbritannien det eneste europæiske land, der de sidste tolv år har deltaget i de fire krige i Irak, Afghanistan, Libyen og nu mod Islamisk Stat.

Danmark er sammen med Belgien det europæiske land, der relativt set leverer flest krigere til Syrien.

Danmark er ubestridt det land i Europa, der i sit parlament har den stærkeste fremmedfjendtlige højrefløj, Dansk Folkeparti, der ved næste valg tegner til at blive landets største, og hvis synspunkter på fremmede deles af et flertal af Folketingets partier, herunder Socialdemokratiet.

Er det kun et tilfælde, at terrorgnisten sprang fra Paris til København?

Problemet med ytringsfriheden i Danmark var aldrig, at den blev misbrugt. Det var, at den ikke blev brugt tilstrækkeligt meget. At ikke nok danskere tog til genmæle.

Når politikere på den danske højrefløj tæller blandt Europas værste demagoger, er det ikke et problem for ytringsfriheden.

Det er derimod et problem for den værdighed og det ansvar, der altid bør forbindes med et politisk embede som folkevalgt. Men værdighed og ansvarsfølelse er det i dag nærmest umuligt at forbinde med flertallet af danske politikere.

Der er stadig et åbent og rummeligt Danmark derude, et civilsamfund, der forsøger at trænge igennem den mur, der udgøres af medier og Christiansborg. Men det tolerante Danmark adresseres ikke af nogen politikere. Det opmuntres ikke af nogen partier. Det inviteres ikke til at tale foran nogen mikrofoner. Det tolerante Danmark er i færd med at blive stumt, og fra i morgen vil det være på større afstand af mikrofonerne end nogensinde før.

Da terrorattentatet fandt sted lørdag eftermiddag, var det fraværet af forbløffelse, der var det mest bemærkelsesværdige ved reaktionen på de sociale medier. Alle havde ventet det. Vi er et land, der i to årtier har styret målrettet mod konfrontationen. Nu har vi fået den.

Vores politikere har forberedt os på det. Og vi har selv forberedt indvandrere, flygtninge og deres efterkommere på det i en selvopfyldende profeti: Inde bag sløret, inde bag fuldskægget, inde bag moskeernes mure er det jo sådan, I er. Volden ligger på lur i jeres religion, i jeres kultur, i jeres historie, i jeres vrede, i jeres sind.

I de diskussioner, der fulgte efter terrorangrebet på Charlie Hebdo, blev der i Danmark aldrig skelnet mellem satire og hetz. Jeg har ikke læst magasinet, men jeg troede på dets chefredaktør, Stephane Charbonnier, når han forklarede, at Charlie Hebdos satire var varmhjertet og lattermild.

Men det meste af det, der i dag siges om muslimer og deres religion, er hverken varmhjertet eller lattermildt. Det er ondsindet og menneskeligt reducerende demagogi.

Jeg påskønner Tysklands kansler, Angela Merkel, da hun beskrev den højreradikale protestbevægelse Pegida’s bagmænd som mennesker med had og kulde i deres hjerter, en udtalelse, som hun i Danmark ville have været tvunget til at undskylde, hvis hun skulle have nogen fremtid som politiker.

Det er de kolde hjerter, der på begge sider af frontlinjen nu sætter dagsordenen i det selvradikaliserede Danmark.