Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Terror. Politikerne skal lede Danmark væk fra krigen – ikke ind i den. Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Terror. Politikerne skal lede Danmark væk fra krigen – ikke ind i den. Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Terrorsagen er for vigtig til, at vi bare gør, som vi plejer

Norge kunne. Så kan vi også.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Efter terrorangrebet i weekenden var min første reaktion vrede. Vrede på gerningsmanden, der har forvoldt så meget ondt. Vrede på de mennesker, der har inficeret ham med onde tanker. Vrede på dem, der påstår, at det er alle muslimers skyld. Vrede på dem, der siger, at det er min skyld. Men også vrede på de politikere, der skamløst bruger anledningen til at score billige politiske point.

Min næste reaktion var frygt. Frygt for vreden. For vrede skaber vold. Og vold avler endnu mere vold. Og så er der ikke længere så langt til krig.

Så besluttede jeg mig for at tage en dyb indånding og prøve at slippe vreden

Men jeg ønsker ikke krig. For i krigen er alle ofre. I krigen bliver selv de gode på et eller andet tidspunkt onde. Jeg forstår derfor ikke de mennesker, der nærmest sukker efter at erklære Danmark i krig. Hvorfor dog?

Og så besluttede jeg mig for at tage en dyb indånding og prøve at slippe vreden.

For selvfølgelig skal vi politikere spejle befolkningens ægte og umiddelbare følelser. Vi er jo folkets repræsentanter. Men vi er også valgt som dets ledere. Og den position skal vi bruge til at lede Danmark væk fra krigen – ikke ind i den. Så alvorligt er det.

Det var i den sindsstemning, at jeg bevægede mig ud ad døren i morges. Hos bageren mødte jeg tilfældigt et medlem fra et andet parti fra den modsatte fløj. Det blev til en længere og eftertænksom snak om terrorens årsag og virkning. Og om vores fælles ansvar. Det var en god snak. En konstruktiv snak. Det var politik. Ikke polemik.

Normalt synes jeg, at det er befriende at få fronterne trukket klart op. Jeg bidrager også gerne selv til det. For det nytter jo ikke noget, at den ene fløj taler med store bogstaver, mens den anden fløj knap nok tør sætte stemmebåndet i svingninger.

I krigen bliver selv de gode på et eller andet tidspunkt onde

Lad os da få forskellene frem, så der er noget at vælge mellem. Og hvis man er bange for rene holdninger, kan man jo trøste sig ved, at det i sidste instans alligevel ender med et gyldent kompromis, der kan samle 90 mandater. Klare holdninger og holdbare kompromiser er en rigtig god demokratisk hverdagscocktail.

Men terrorhandlingen i lørdags er ikke hverdagspolitik. Som en ven skrev ganske kort tid efter terrorangrebet: »Kære politikere ... Jeres ansvar er større end nogensinde. Den måde, I vælger at reagere på, vil være med til at definere fremtidens Danmark, og hvordan vi taler om og til hinanden på. Mit eneste ønske: Forvalt det ansvar ordentligt. For Danmarks skyld. Vi er alle danskere«.

Denne sag er simpelthen for vigtig til, at vi bare gør, som vi plejer: Tager opstilling i hver sit hjørne, for derefter – bag lukkede døre – at finde et kompromis.

I denne sag er det vigtigt, at vi inviterer danskerne med ind i den tillidsbaserede og kompromissøgende samtale, som vi politikere også kan have.

Måske skulle vi i stedet indlede samtalen med denne arbejdspræmis: Hvad nu, hvis vi alle har lidt ret?

Personlig har jeg ikke noget imod at give højrefløjen ret i, at der eksisterer formørkede religiøse kræfter, som trækker i de unge. De kræfter kan ikke bearbejdes, men skal bekæmpes med alle de midler, vi har til rådighed inden for retsstaten.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg har heller ikke noget imod at give højrefløjen ret i, at der har udviklet sig parallelsamfund i Danmark, og at et klassisk borgerligt forslag som for eksempel mere politi på gaden rent faktisk kan være en vej frem.

Og hvad nu, hvis de til gengæld giver os ret i, at radikaliseringen ikke kun handler om religion. Men at også sociale faktorer og følelsen af eksklusion er med til at skubbe de unge i retning af de formørkede kræfter. Og at det derfor handler om at gøre muslimer til medspillere frem for modspillere i kampen mod ekstremismen.

Måske kunne vi mødes her? I en konstruktiv samtale om, hvad der henholdsvis trækker og skubber i retning af radikalisering. En samtale, der har til formål at forebygge frem for at placere skyld.

Det er mit indtryk, at det var sådan, man kom videre i Norge. Dengang sagde Pia Kjærsgaard: »Jeg synes, at man ene og alene – og det må være helt klart – siger, at den eneste, der er skyld i den her forfærdelige massakre, det er massemorderen. I stedet for at alle mulige mennesker begynder at føle skyld, selvransagelse og jeg ved ikke hvad«.

Jeg har heller ikke noget imod at give højrefløjen ret i, at der har udviklet sig parallelsamfund i Danmark

Og jeg selv sagde dengang: »Lad os én gang for alle droppe de forsimplede skyldplaceringer. De heler ikke sårene, og de forhindrer ikke, at noget lignende sker igen. Lad os søge dialog, fornuft og konsekvens frem for at pege fingre og knytte næver. Lad os gøre som nordmændene: Stå sammen og føre en åben og fordomsfri debat om, hvordan vi forhindrer tragedien i at gentage sig«.

Dengang hed gerningsmanden Anders, denne gang hedder han Omar. Men hvorfor skulle vi reagere anderledes af den grund?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Inden for de seneste par døgn er jeg talrige gange blevet beskyldt for at »have blod på hænderne«. Og hvad ville være mere fristende end at tørre blodet af på dem, der kommer med den type beskyldninger? Fortælle dem, at det er dem, der har pustet til det had, der endte i løbet på et maskingevær og i kroppen på flere helt uskyldige mennesker.

Men hvad skulle det nytte? Det er jo ikke deres skyld. Og det er heller ikke min. Lad os hellere tage hinanden i hånden og vaske blodet væk fra det fortov, som vi sammen skal gå på igen i morgen.

Norge kunne. Så kan vi også.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden