Her er ti forslag til at gøre Danmark bedre

Længere tids ophold i meget forskellige lande i Nordamerika, Afrika, Sydasien og Sydeuropa har alene bekræftet for mig, at Danmark på mange måder er et af verdens mest overlegne sociale eksperimenter.

Men kulturelt har vi vores idiosynkrasier, vores små skævheder, som vi ofte enten opfatter som naturlige eller ligefrem dyrker. Her er ti af dem, nye og gamle, som vi godt kunne afskaffe i morgen.

1. Globaliseringsangst

Der er flere, der taler engelsk på gaden, flere syd- og østeuropæere, der prøver lykken i kulden, der er flere danskere, der gifter sig med en udlænding. Alligevel hersker en antagelse om, at det kan Danmark ikke holde til. Altså at det danske samfund ikke kan absorbere udlændinge, hvis de ikke kommer med storken som spæde til et par taknemmelige adoptivforældre.

Det er udtryk for en ekstremt ringe tiltro til danskheden og dens mange kvaliteter. Og så er det dobbeltmoralsk. Danskerne må gerne rejse ud, faktisk er det vist godt for vores uddannelse og muligvis dannelse, men andre skal endelig ikke rejse ind. Diskussionen om vores kollektive globaliseringsangst burde være lige så højt på dagsordenen som strømmen af krav, ofte chikanøse eller demagogiske, vi stiller til udlændinge.

2. Diskretion er der nok af

Imens vi gennem det sidste årti har iført os førertrøjen i den globale kamp for blasfemi og ytringsfrihed på andres bekostning, så lever vi stadig selv diskrete liv, hvor vi tækkes og udøver stor selvcensur på de områder, der virkelig betyder noget for os.

Det være sig på jobbet, i netværket eller i familien. Det politiske liv går forrest i holdningsverbot og undertvingen af debat blandt dem, vi vælger til og betaler for at have selvstændige meninger. At der ikke er megen debat om det, er næsten morsomt, men det bliver det selvfølgelig ikke bedre af. Skal ytringsfriheden dyrkes, og det er der gode grunde til, så burde vi feje for egen dør også. Ellers bliver den et alibi for almindelig dårlig opførsel.

3. Syg alkoholkultur

Tusinde år senere forekommer det stadig at være i den for bersærkerne så berygtede trancelignende tilstand, at vi har det allerbedst.

Sammenlignet med de fleste andre kulturer er denne særlige danske variant af The Walking Dead ganske slående. Og så er det uklædeligt. Vi danskere har generelt ikke pigment nok til at vores alkoholmisbrug forbliver usynligt, den umiskendeligt røde eller lilla ansigtskulør afslører os. Måske skulle vi undersøge, hvad det er i vores måde at være sammen på, der gør os så afhængige af at aflive vores hæmninger kemisk.

4. Social fobi i det offentlige rum

Når man går ind i et venteværelse i Sydeuropa, er det med en hilsen til de andre tilstedeværende, der altid svarer. Det er utænkeligt i Danmark. Det offentlige rum i Danmark er en øvelse i at undgå hinanden, mens man er sammen. Og det er mere sandsynligt, at en fremmed i et tog eller på gaden klapper din hund end taler til dit barn. Men tænk, hvor hyggeligt det ville være, hvis man kunne bløde denne sociale fobi op.

5. Det frådende formynderi

En tur i banken kan give en et indblik i det formynderi, som synes at have lagt sig tungt i alle de sektorer, som danskerne er afhængige af. Jeg er blevet afkrævet husstandsbudget, organigram og vedtægter for at få lov til at åbne en virksomhedskonto til en enkeltmandsvirksomhed i en stor skandinavisk bank. En konto, der vel at mærke er uden kredit og med en indlånsrente på imponerende 0,00 procent.

Indvendinger som at et organigram turde være overflødigt i en enkeltmandsvirksomhed, og at behovet for vedtægter forudsatte en indre splittelse, der ikke sædvanligvis præger min beslutningsdygtighed, var i flere omgange for døve øren. At en bank, som jeg ikke skylder en øre, kræver indsigt i min personlige økonomi, er et udtryk for et bureaukrati og formynderi, der føder sig selv, og læsser unødige arbejdstimer over på borgerne. Også i den private sektor.

6. Med spin skal land bygges

Det virker, som om elementære principper om individets ret over for staten er kollapset under det politiske generationsskifte. At Skat fik en videre adgang til privat ejendom end politiet under den sidste regering, viser et skred i forståelsen for vores samfundsopbygning.

At et flertal af Folketinget stemmer for en lov, hvis bemærkninger indeholder orwelske betragtninger om, at visse mennesker er mindre beskyttelsesværdige under Den Europæiske Menneskerettighedskonvention end andre, og Danmarks helt enestående vurdering af menneskerettighedsparadiset Eritrea er andre eksempler på, at det ikke længere nødvendigvis er med lov, vi bygger landet.

7. Den ironiske distance

Ironien er vores måde ikke at tage ansvar på. Ironien er en kollektiv hashtåge over vores sanseapparat og afgjort den mindst charmerende del af danskheden. Jeg har altid opfattet denne del af vores kultur som udtryk for, at vores historie har været for udramatisk, at vi ikke som for eksempel tyskerne har en forståelse for, præcis hvor galt det kan gå med kollektivet. I stedet lægger vi en distance til samfundsproblemer, til hinandens smerte, bygger ironien ind i sproget, så vi skubber omsorg og ansvar fra os. Det er forkælet og farligt.

8. Dehumaniseringen

Der er sket en erodering af vores respekt for menneskeliv. Manglen på grundig selvransagelse over deltagelsen i Irakkrigen er et eksempel. Eller Danmarks officielle udmeldinger i forbindelse med flygtningekrisen og den humanitære krise på Middelhavet og aktuelle overvejelser om annoncer og videoer i brændpunkter, der advarer folk imod at søge tilflugt her.

Mens det er strafbart i henhold til vores egen lovgivning at undlade at redde folk i nød, mens vores naboer som Norge og Sverige viser stor solidaritet og gæstfrihed, vogter vi nidkært over vores med en særlings ahistoriske logik. Menneskehedens største fjende er som bekendt dehumaniseringen af hinanden.

9. Magten som projekt

Noget af det mest interessante ved de seneste års politiske udvikling er, at magten har fået sin egen logik. Det at ville magten er efter den tidligere regerings desintegration og den nuværende regeringsdannelse uden højrefløjens store vindere blevet en del af de regeringsbærende partiers selvforståelse. At ville magten og tage ansvar for det bestående.

Men som Eisenhower sagde, hvis et politisk parti ikke har som fundament at fremme en sag, der er retfærdig og moralsk, så er det intet andet end en konspiration med det formål at gribe magten. Magten i sig selv er ikke noget projekt, og at opretholde det bestående er ikke lederskab, men administration.

10. Selvtilfredsheden

Mens vi har travlt med at være forargede over alt, hvad der er svensk, så er Europa i gang med at lovgive sig til mangfoldighed og ligestilling. Og særligt højrefløjen i Europa har lavet banebrydende lovgivning med f.eks. kvoter som ligestillingsinstrument. Efter lignende love i Italien og Frankrig har Angela Merkels regering i Tyskland nu ikke bare indført en kvote-ordning for bestyrelser i den private sektor, men også lovkrav om, at den offentlige sektor på lederplads skal være fuldt kønsligestillet inden 2018. Og senest har de britiske konservative, som man ikke kan beskylde for at være socialt revolutionære, været ude og kræve kønsregnskaber for private virksomheder.

Måske er vi gået hen og blevet så kontrære og selvtilfredse, at vi er faret vild i vores egen modvilje? Det ville ikke være første gang, store naboer i Europa havde vist vej.