10.3. kunne man læse i Politiken, at uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs mener, at der er sket en skævvridning i den måde, vi bruger vores uddannelsesressourcer på. Hun siger, at vi bruger for mange penge på SU, og at hun hellere vil bruge dem på at hæve uddannelseskvaliteten. Det mest opsigtsvækkende er, at ministeren med den udmelding indrømmer, at uddannelsessektoren mangler penge, og at der er en klar sammenhæng mellem de penge, institutionerne har til at lave uddannelser for, og kvaliteten af uddannelserne. En sammenhæng, som hendes forgænger, Esben Lunde Larsen, og undervisningsminister Ellen Trane Nørby blankt afviste, da de sidste år lancerede de milliardnedskæringer, der kickstartede den tiltrængte debat om uddannelsesinstitutionernes skrantende økonomi.
Men i stedet for at tage ansvar for konsekvenserne af egen politik åbner Ulla Tørnæs nu op for, at det er de studerendes levegrundlag, der skal betale regningen for regeringens forfejlede uddannelsespolitik.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

