Ny religionslov mistænkeliggør lovlydige forkyndere

'Hastværk er lastværk’ og at ’skyde gråspurve med kanoner’ er to gamle talemåder, der måske mest præcist beskriver regeringens lovforslag på det religiøse område, der har været i høring hen over sommeren. Hensigten har været at ramme enkelte imamer som dem, der var med i TV 2-programmet ’Moskeerne bag sløret’.

Resultatet er blevet en række lovforslag uden sidestykke i nyere historie, der over en bred kam mistænkeliggør og forskelsbehandler religiøse forkyndere på en række områder.

Det har fået såvel kirkesamfund og religiøse organisationer som offentlige debattører og menneskerettighedsforkæmpere på barrikaderne med en hård kritik, og med rette.

Lovforslagene kom midt i sommerferien og desuden før, at Trossamfundsudvalget er kommet med sine anbefalinger, der netop er nedsat til at komme med anbefalinger på religionsområdet.

Lovforslaget til ændring af straffeloven for at kriminalisere udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring forskelsbehandler og rammer religiøse forkyndere negativt.

Danske Kirkers Råd og dets medlemskirker og organisationer tager selvsagt afstand fra terror, drab, voldtægt, voldshandlinger, incest, pædofili, frihedsberøvelse, tvang og flerkoneri, som nævnes specifikt i lovforslaget, og støtter, at det fortsat er strafbart at udøve eller opfordre til sådanne forhold.

Det undrer imidlertid, at der skelnes mellem, om billigelsen sker i en religiøs sammenhæng, eller sker i andre – f.eks. politiske – sammenhænge, og at der i forhold til gældende straffelov om opfordring til f.eks. terror skal dømmes hårdere, når det sker i en religiøs sammenhæng end i andre sammenhænge.

Indirekte siges der i lovforslaget, at religion er et farligt fænomen, farligere end andre livsanskuelser og ideologier, og at samfundet derfor på en særlig måde må beskyttes mod farerne fra religion.

Der bør ikke være forskelsbehandling mellem religiøse ledere og andre ledere i samfundet som f.eks. politiske ledere.

Hvis man ønsker at skærpe loven, bør det gælde alle grupper og enkeltpersoner og ikke kun religiøse forkyndere. Desuden er der en del uklarheder i lovforslaget. Det gælder f.eks. et udtryk som danske værdier, som kan være vanskeligt at definere og afgrænse, og som har ændret sig betydeligt over tid.

Lovforslaget gælder både ytringer fremsat offentligt og privat som f.eks. i sjælesorgssamtaler – altså en samtale mellem præst og en enkeltperson.

Da præster og andre forkyndere har tavshedspligt, kan det blive vanskeligt at forsvare sig mod eventuelle anklager om billigelse af strafbare handlinger. Dette forhold kan bryde tilliden mellem præst og modtageren af sjælesorg – en tillid, der har været sikret gennem tavshedspligten siden Danske Lov fra 1683.

Forslag til ændring af ægteskabsloven – herunder dekorumkrav og indførelse af obligatorisk kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre, rammer ligeledes skævt. Her står der eksplicit, at religiøse forkyndere uden for folkekirken skal overholde dansk lov og udvise ordentlig adfærd (dekorumkrav) for at få vielsesbemyndigelse. Hvis ikke de overholder kravet, kan de miste deres vielsesbemyndigelse. Det krav bør vel gælde for alle, også for civile myndigheder med vielsesbemyndigelse.

Desuden foreslås det, at alle religiøse forkyndere uden for folkekirken skal gennemgå et obligatorisk kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre.

Det lyder fornuftigt, når det gælder udenlandske forkyndere, der kommer til Danmark og derfor ikke har tilstrækkeligt kendskab til danske forhold. Men der bør skelnes mellem kursus for udenlandske forkyndere og danske forkyndere fra kirkesamfund uden for folkekirken, der har været en del af dansk kirkeliv i århundreder.

Konkret bør forkyndere uden for folkekirken med vielsesmyndighed deltage i Pastoralseminariets kursus i familieret sammen med de kommende præster i folkekirken for at sikre samme vidensniveau hos alle præster. Herved opbygges et tværreligiøst kendskab mellem forkyndere, der kan fremme en gensidig forståelse.

Et tilsvarende kursus bør naturligvis også gælde for civile myndigheder med vielsesbemyndigelse for at sikre ligeligt kendskab til dansk familieret blandt alle med vielsesbemyndigelse. Som afslutning på kurset skal forkynderne underskrive en erklæring om, at de vil overholde dansk lovgivning – noget, man bør tage som en selvfølge, og som bør gælde for alle myndigheder. I disse lovforslag forskelsbehandles religiøse forkyndere negativt i forhold til andre som f.eks. politikere, offentlige debattører og civile myndigheder.

For de samme udtalelser dømmes der forskelligt. Og for at få den samme vielsesbemyndigelse kræves der noget forskelligt for hhv. præster i folkekirken, de øvrige trossamfund og de civile myndigheder.

Det vil klæde regeringen og partierne bag lovforslaget at lytte til den brede kritik fra såvel religiøse stemmer som menneskerettighedsforkæmpere og gøre brug af de mange høringssvar, der har været indsendt på baggrund af lovforslagene.

For at ramme nogle få risikerer man at hive ikke bare resten af den brede skare af gode og lovlydige forkyndere inden for alle trossamfund, men også grundlæggende principper som frihed og lighed med i faldet.