Klassedelingen på Langkær Gymnasium har skabt voldsom debat. Og med god grund. For ghettogymnasier et et problem. Det er det for den enkelte elev, for samfundet, integrationen og for uddannelsesinstitutionen. Når etnisk danske elever kommer så meget i mindretal på en uddannelsesinstitution, at de tilbageværende som en konsekvens af det også overvejer at pakke tasken og finde et andet gymnasium, så har vi forlængst krydset smertegrænsen.
På årets 1.g-årgang på Langkær Gymnasium har op mod 80 procent af eleverne en anden etnisk baggrund. Derfor har gymnasiet af pædagogiske og sociale årsager valgt at samle de etnisk danske elever på tre klasser sammen med elever med indvandrerbaggrund i stedet for at sprede dem ud over samtlige klasser. De resterende fire klasser består udelukkende af elever med anden etnisk baggrund end dansk. Der er altså ikke tale om 'sorte' og 'hvide' klasser, som nogle medier har yndet at fremstille det.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

