Vi taler meget om det postfaktuelle samfund, men den betegnelse har jeg ret store problemer med.
Betegnelsen antyder fejlagtigt, at vi tidligere har haft et samfund med sand faktuel viden. Som samfund havde vi ikke tidligere mere sand faktuel viden, men alene større tiltro til samfundsinstitutioners metoder til at producere viden om samfundet.
Tidligere var der færre steder, hvortil vi kiggede efter tal og data om samfundets tilstand, men såkaldt 'fakta' har altid været et problem, og som Churchill allerede for godt 60 år siden sagde: »Jeg stoler kun på statistikker, jeg selv har manipuleret«.
JES STEIN
Så at tale om det postfaktuelle samfund er direkte misvisende. Aldrig før har vi i så høj grad diskuteret og været så optaget af det faktuelle.
Alle tiltag i den offentlige sektor skal tage afsæt i evidensbaseret viden og velafprøvede metoder, og selv om der siges meget faktuel forvrøvlet i publicistiske og sociale medier, så trækkes disse udtalelser igennem et detektor-filter, for at vi som samfund kan afgøre, om det nu er sand viden, der bliver udgivet og spredt, og hvor vi ofte ender i forståelsen af, at sandheder altid kan gradbøjes.
Faktuel viden bliver konstant mødt med mistillid og må motivgranskes
Vi har aldrig før haft så meget fokus på produktion af faktuel viden og evidensbaserede løsninger, men den faktuelle vidensproduktion i samfundet er ikke længere et redskab til, at vi kan diskutere et offentligt anliggende, men er i stedet strategiske værktøjer til at fremme særlige dagsordener og fortrænge andre.
Vi oplever i det spil også, at fordomme og fortolkninger med hjælp fra nøje udvalgt eller egenproduceret faktuel viden kan ophøjes til sandfærdigheder i forskellige samfundsdebatter.
Derfor ender vi med, at faktuel viden konstant bliver mødt med mistillid og må motivgranskes.
Vi lever derfor ikke i et postfaktuelt samfund, men et polyfaktuelt samfund, hvor faktuel produceret viden kommer mange steder fra, og hvor der ikke er ét center, der har større autoritet end et andet.
Vi skal derfor tale om et postkonsensus samfund, fordi det grundlæggende handler om, at samfundets institutioner har mistet magten til at styre den politiske debat.
PETER WIVEL
Det tab af definitionskraft kan forklares med en række forandringer i samfundet:
1. Adgangen til at producere og distribuere data, tal og visualiseringer har ændret sig markant, så kampen om at være den mest faktuelle autoritet er i spil hele tiden.
2. Brugen af algoritmer, særlige datakodninger og samkørsel af såkaldt big data har gjort det uigennemskueligt, hvordan tal bliver produceret, hvorfor manipulation bliver lettere. Det skaber en naturlig mistillid og mangel på accept af tal og statistikker.
3. I og med at der konstant er kamp om, hvem der skal stå bag de solide faktuelle oplysninger, og hvorfor vi skal producere dem, så når vi aldrig frem til et punkt, hvor vi som samfund finder en enighed om, hvilke tal der skal være afsæt for at diskutere og finde samfundsløsninger.
Skriv kommentar