Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

facts. Politikerne prøver altid at fastholde deres facts. Næsten aldrig hører man dem sige: »Jeg mener det sådan!«.
Foto: Joachim Adrian (arkiv)

facts. Politikerne prøver altid at fastholde deres facts. Næsten aldrig hører man dem sige: »Jeg mener det sådan!«.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Heltberg uden filter: Hvorfor MENER politikerne ikke noget?

Der er en konklikt mellem en fast indbygget tro på kendsgerninger og evidens og en ny, mere livlig og blomstrende tro på vores følelser.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Et læserbrev i Politiken fortæller om, hvordan skribenten er gået i stå i første linje af Kroniken – den handlede om det såkaldt ’postfaktuelle’ samfund. Han ved ikke, hvad det ’postfaktuelle demokrati’ er for noget. »Er der nogen derude, der ved det?«, spørger han.

Jeg iler til hjælp. Jeg elsker alle udtryk, der begynder med stavelsen ’post’. Post-modernisme, posttraumatisk stress syndrom, posthus – og postulat. Ordbog over det danske sprog har side op og side ned med post-ord – dog ikke postfaktuel.

LÆS KRONIK

Det postfaktuelle samfund betyder en forestilling om, at vi i vor tid er blevet mere ligeglade med facts, og at vi gladelig og gerne forveksler kendsgerninger med personlige følelser og antagelser.

Dette skulle f.eks. gælde magtmennesker – politikere og eksperter, som tilhører de højere lag i samfundet. Politikerne skal oven i købet forme vores samfund ud fra deres ideologiske synspunkter, og vi er – måske! – vant til, at de bygger deres argumenter på de kendsgerninger, de har indhentet.

Men det normative – det, man ønsker, det, man bør – bliver æltet sammen med det faktuelle i én pærevælling, som nogen andre så skal skille ad for at få fat på normen, det, man ønsker.

Nu er det sådan, at facts har fået en høj prestige siden oplysningstiden. Der har aldrig nogen sinde været så megen lydhørhed og respekt for facts som nu. Politikerne er så veluddannede, at de ved, at det ikke nytter at sige: »Sådan vil jeg det!« – det hedder i stedet for: »Facts fortæller os, at denne løsning er den bedste. Høringer og ekspertudsagn kan bekræfte det!«.

I kunst må du gerne lyve, ja, det er nærmest et krav til den kunstneriske fantasi, der er hinsides samfundsdebatter

På bunden kan politikerne ikke glemme, hvorfor de egentlig blev politikere. Det var, fordi de mente noget og gerne ville have andre til at mene det samme.

Men det får de ikke lov til. En hær af modstandere – nemlig journalisterne – står parat til at afsløre de falske facts. Programmet ’Detektor’ er et eksempel. Et andet er Deadline, hvor folk underkastes forhør (dengang, det var Martin Krasnik) eller høfligt konfronteres med deres falske påstande.

Kilde: DR Deadline

Og mærkeligt nok: Politikerne prøver altid at fastholde deres facts. Næsten aldrig hører man dem sige: »Jeg mener det sådan!«.

Lad os tage præsidentkandidat Donald Trump. Han lyver, som en hest kan rende. Det sjove (skræmmende) er, at hans vælgerskare er fløjtende ligeglade med hans løgne – dem kan de da sagtens få øje på. Det er hans meninger og personlige synspunkter, de efterspørger. På bunden er der måske en halv sandhed, men den rager os. Vi ser en gammeldags politiker, der fri og frank spytter sin livsholdning ud. I maven føler de som han.

Jeg kan godt huske, hvordan man engang kunne komme i tvivl om det normative og det faktuelle. Vi tager et eksempel:

»Luk vinduet, jeg fryser!«. (Normativt).

»Vinduet står åbent!«. Faktum – eller også normativt? Hvis det er den sure pater familias, der udtaler sig, springer man straks op og lukker vinduet. Sammenblandinger mellem facts og følelser er i fuld gang 24 timer i døgnet, og samfundet er kun postfaktuelt forstået på den måde, at man (takket være den lige adgang til Facebook og andre elektroniske medier) er begyndt at blive mere ligeglad med den konservative skelnen mellem følelser og facts.

Evidens er et fremmedord, som heller ikke smager godt. Børn bliver ikke vaccineret, fordi forældrene ikke kan lide det. Unge piger får ikke vaccine mod livmoderhalskræft, fordi nogle forældre ikke kan lide det. Basta!

Konflikten er i virkeligheden mellem en fast indbygget tro på kendsgerninger og evidens og en ny, mere livlig og blomstrende tro på vores følelser, om end vi alle i barndommen har lært, at vi ikke må lyve. Vi lyver heller ikke! Vi er blevet immune over for sandheden i konservativ forstand – vi vil blæse på faktualitet og opfinde en ny.

Vi bliver, som kammerråden, skubbet frem af løgnen, det er den, der giver os lykke og mening i det meningsløse liv

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tv-programmet Deadline holder konsekvent fast i faktualiteten som altings målestok – f.eks. med ansættelsen af den udmærkede Sigge Winther Nielsen som studievært. Forleden havde han fat i uddannelsesminister Ulla Tørnæs, som skulle forsvare nedsættelse af SU’en.

Kunne et nedslag på 800 kr. om måneden afholde udenlandske studerende fra at søge uddannelse i Danmark? Hvor få udlændinge er der egentlig? Ulla Tørnæs svedte angstens sved, for hun kunne også se værtens grafer og høre ekspertens udsagn. Men hun prøvede ikke at sige: Det er en besparelse, det mener vi! – men at afvise værtens facts. Modet visnede og blev til vrøvl.

FØR det nu bliver for kedeligt (det er det allerede), vil jeg vende mig til det sted, debattørerne hidtil påfaldende har undgået: kunsten.

I kunst må du gerne lyve, ja, det er nærmest et krav til den kunstneriske fantasi, der er hinsides samfundsdebatter. Münchhausens eventyr er ikke sande, hvert lille skriv bugner af løgn.

Det kan ikke overraske nogen, at jeg tyr til H.C. Andersen! Er han nu dér igen? Ja, han er jo berømt som eventyrforfatter.

LÆS DEBATINDLÆG

Men hans inderste overbevisning var imidlertid, at også kunsten er sandhed frem for noget.

Et af hans sidste eventyr hedder ’Portnøglen’ og handler om kammerråden og hans uvurderlige portnøgle, som altid kan fortælle sandheden i en slags spiritualistisk klarsyn. H.C. Andersen havde selv været til spirituelle seancer (i Maxen uden for Dresden hos fru Serre). Her legede de med en nøgle, som H.C. Andersen havde en magnetisk forbindelse med, det var helt uhyggeligt. Andre deltagere i borddansen fik bare at vide, at de var dumme eller lidet troende, så at Andersen blev helt forlegen på nøglens vegne.

Eventyret udvikler sig satirisk, som en påvisning af vrøvlets fundamentale magt og indflydelse på liv og lykke. Vi bliver, som kammerråden, skubbet frem af løgnen, det er den, der giver os lykke og mening i det meningsløse liv. Kirke eller nøgle? Nøgle, siger vi.

Eventyret slutter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Sejr og Lykke!«.

De ord var sagt forud – af portnøglen«.

I et gammelmandsklarsyn vendte H.C. Andersen tilbage til sin dybeste sandhed: Der er kendsgerninger. Og der er løgn og latin.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden