Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Godt, man ikke er en pige

Pigernes stemme skal høres, og vi skal ændre de normer og traditioner, der forhindrer dem i at leve det liv, de ønsker.

Debatindlæg

Tamrea fra Etiopien er 17 år og mor til en 5-årig pige. Hendes mand forlod hende, da hun blev gravid. Nu føler hun sig som et barn, der opdrager et barn. Tamrea er bare en af de millioner af piger, der har mistet barndommen. Pigerne får færre muligheder i livet – fordi de er piger. Og der er kæmpestor forskel på at være pige i ét land i forhold til i et andet.

Det viser Red Barnets nye rapport ’Every Last Girl: Free to live, free to learn, free from harm’. Rapporten indeholder et indeks, der rangerer 144 lande, efter hvordan vilkårene er for piger. Allerbedst står det til i Sverige. Danmark ligger på en 6.-plads. I bunden ligger det vestafrikanske land Niger.

Her bliver 3 ud af 4 piger gift, inden de fylder 18 år. Mange af dem er kun 10-12 år. Niger er også det land, der har allerflest teenagegraviditeter, og globalt set er netop teenagegraviditet den næststørste dødsårsag blandt piger.

Niger er desuden det land, hvor færrest piger kommer i skole. Det er både urimeligt og skadeligt. Børn skal have lov til at være børn, og piger skal selv bestemme, hvornår og med hvem de skal giftes. Danmark gør en stor indsats.

Fremme af ligestilling og pigers seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder er en vigtig prioritering i vores udviklingssamarbejde, som vi bruger flere milliarder på om året. For eksempel i Niger, hvor et af vores vigtigste indsatsområder er at sikre adgang til familieplanlægning. Og ikke mindst at forebygge den fattigdom, der får familier til at sælge unge piger til fremmede mænd. Ofte på tværs af landegrænser.

Vi går også i front for ligestilling og pigers og kvinders rettigheder, når det handler om den værdipolitiske kamp i EU og FN. Regeringen kører netop nu en kampagne for at få Danmark valgt ind i FN’s menneskerettighedsråd, som arbejder for at beskytte og fremme respekten for menneskerettigheder. Det er en oplagt arena for at fremme vores værdier, herunder pigers rettigheder.

Pigerne skal kende deres muligheder for at udskyde og planlægge graviditet og ulemperne ved at gifte sig tidligt

Når vi får spørgsmålet, om vi virkelig skal pådutte andre lande vores syn på piger og ligestilling, er svaret et rungende ja. Pigebrude på 12 år er forkert og forkasteligt og et brud på pigernes menneskerettigheder, ligegyldigt hvilken kultur og religion man bekender sig til.

Ulykkeligvis er der ikke én løsning, der hurtigt og effektivt kan sætte en stopper for børneægteskaber og sikre ligestilling. Men alle verdens lande har skrevet under på, at de vil leve op til målsætningerne i FN’s verdensmål i 2030. Det er et godt afsæt, som vidner om international opbakning. Men skal vi nå i mål, kræver det indsatser på flere niveauer.

Uddannelse er helt afgørende. Dobbelt så mange piger som drenge begynder aldrig på en uddannelse. Mange flere fuldfører aldrig. Men der er flere eksempler på, at forandring er muligt.

I Nepal har man haft stort fokus på at få piger i skole. Det betyder, at der i dag begynder lige så mange piger i skole i Nepal som i Spanien. Det betyder også, at Nepal med sin plads som nummer 85 på Red Barnets pigeindeks er bedre placeret, end man kunne forvente af lavindkomstlandet. Fordi de har haft særligt fokus på pigernes skolegang.

Adgang til sundhedstilbud og viden er et andet vigtigt sted at sætte ind. Pigerne skal kende deres muligheder for at udskyde og planlægge graviditet og ulemperne ved at gifte sig tidligt.

Desuden skal diskriminerende lovgivning ændres. Hjælpeorganisationer som Red Barnet, støttet af Udenrigsministeriet, sætter ind på disse områder gennem pigeklubber, gennem samarbejde med kvindeorganisationer og gennem dialog med religiøse samfund og kulturelle overhoveder.

Pigernes stemme skal høres både i politik og i hjemmet, og vi skal ændre de normer og traditioner, der forhindrer piger og kvinder i at leve det liv, de ønsker.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce