Mine antidepressiver er blå. Det meste af tiden tænker jeg ikke på dem. Det meste af tiden lever jeg et helt normalt og meget bedre liv, end jeg nogensinde kunne forestille mig. Jeg tænker ikke engang på dem, når jeg tager dem om aftenen, inden jeg går i seng. De er blevet rutine, som tandbørstningen og dynerystningen og telefonfralæggelsen og computerslukningen.
Jeg er 17 år gammel. Jeg går i 2.g , det er svært, og nu er jeg blevet henvist til en terapeut, der har løst tøj og hennafarvet hår og en skål med særlige sten og krystaller på bordet. Jeg får at vide, at hun er kognitiv. Jeg får også at vide, at jeg er stærk og sund og sej. Jeg er lige begyndt at kaste op, efter at jeg har spist. Jeg får at vide, at jeg ikke er typen, der får en spiseforstyrrelse. Jeg går hjem og kaster op.
