Omfanget af politisk kynisme, skamløs populisme og usaglighed har nået nye højder i den debat, der har fundet sted i denne uge efter nyheden om, at ulveparret i Vestjylland har fået otte hvalpe.
MF Pia Adelsteen (DF) mener, at ulvene skal skydes, og bruger som argument i radioavisen, at den jæger, der filmede de otte hvalpe, har udtrykt frygt for at sende sine børn på cykel til naboen, fordi han bor i nærheden af ulvenes revir.
Det er ren ’Rødhætte og ulven’. Pia Adelsteen henviser til, at når ulvene har hvalpe, så vil de være ekstra aggressive, og det kan gå ud over børnehavebørn, hvis de kommer for tæt på ulvene. Det er en fordomsbaseret påstand grebet ud af den blå luft. Det er aldrig rapporteret noget sted fra i verden, at ulve med unger er særligt aggressive, i modsætning til andre dyrearter som eksempelvis bjørne. Tværtimod. Forskere kan kravle ned i ulvenes hule og tage hvalpene ud til undersøgelse uden at blive angrebet af forældrene. Ulveparret venter blot bekymret i nærheden.
Politisk flertal vil regulere ulve i DanmarkPia Adelsteen og andre folketingsmedlemmer fra Liberal Alliance og Venstre, der har hylet med i populisme-koret bør vide, at ulven er en strengt beskyttet art ifølge EU’s habitatdirektiv og derfor ikke må skydes. Den er også beskyttet af dansk naturlovgivning. Og af Bernkonventionen, som Danmark har tilsluttet sig.
Det ville være fuldstændig grotesk, hvis ikke Danmark kunne finde ud af at leve sammen med 10-15 ulve
Hvis de ikke ved det, er det udtryk for en rystende uvidenhed hos folketingspolitikere, der går i medierne med en sag. Hvis de ved det – hvad jeg antager – udtaler de sig mod bedre vidende, bare for at fiske efter stemmer og presseomtale i en agurketid. Skulle et flertal i Folketinget få gennemført, at ulvene skal skydes, vil det vække et internationalt ramaskrig.
Politisk flertal vil regulere ulve i Danmark: »Vi har ikke plads til ulvene«Næsten alle EU-lande har ulvebestande, som de lever med og beskytter. Vore nabolande Sverige og Tyskland har bestande på 300-500 dyr. Det ville være fuldstændig grotesk, hvis ikke Danmark kunne finde ud af at leve sammen med 10-15 ulve.
Vi ville blive skammet ud og grinet af over hele verden.
Er det det, politikerne vil opnå? Det er udtalelser som dem, nogle folketingspolitikere har leveret om ulve de seneste dage, der får politikerleden i befolkningen til at stige til over kvalmegrænsen.
fortsæt med at læse
Man kan fjerne problem-ulve med nuværende regler
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
