Debatindlæg af Maria-Louise Clausen

ph.d. i statskundskab

Forsker: Saudi-Arabien skal presses ud af Yemen

Lyt til artiklen

På et hospital i Yemens hovedstad Sana’a ligger netop nu en lille pige på fem år. Hun er den eneste overlevende, efter at hendes forældre og fem søskende blev dræbt i et saudisk luftangreb, som fik familiens hus til at kollapse.

Saudi-Arabien har beskrevet angrebet som et uheld, der skyldtes en ’teknisk fejl’. Den tekniske fejl efterlod 14 døde og 16 sårede.

Pigens historie er kun én ud af mange. Alligevel udgør de tusindvis af døde og sårede ved bombeangrebene tragisk nok kun en lille andel af krigens ofre. Oveni kommer 500.000 voldsomt fejlernærede børn og syv millioner mennesker, som har akut brug for nødhjælp for at overleve. I 2 et halvt år har Yemen været underlagt Saudi-Arabiens militærintervention, og det har efterladt landet i krise. Selv om der foregår brutale kampe på landjorden, er den saudisk-ledede koalitions luftangreb ansvarlig for tre fjerdedele af de ødelæggelser, der har ramt Yemens skole- og sundhedssystem. Det peger et lækket udkast af en kommende FN-rapport på.

Det er svært at begribe, hvad det gør ved en befolkning at leve i årevis under truslen fra luftangreb, der kan ramme når som helst og hvor som helst.

FN kalder Yemen verdens største humanitære krise, men det afspejler sig ikke i den begrænsede opmærksomhed, Yemen får. Det kan undre, at så få blikke er rettet mod Yemen, når nu krisen i høj grad er en direkte konsekvens af den militære intervention, som også vi i Vesten – med USA i spidsen – støtter.

Vi må få øjnene op for, at problemerne i Yemen ikke kan løses ved at fortsætte den militære intervention, der langsomt presser livet ud af yemenitterne. Der er akut brug for en anden strategiEt tilbageblikkan tjene til at forstå den komplekse situation. Allerede inden den nuværende krise var Yemen det fattigste land i Mellemøsten. Men dog et land, hvor man som gæst altid blev mødt med en venlig invitation til at dele brød og synspunkter. Landet havde et aktivt civilsamfund og en relativt omfattende ytringsfrihed, men det var også en autoritær stat, hvor præsident Ali Abdullah Saleh regerede enerådigt i over tre årtier.

Drab og selvmord tegner dyster fremtid for Mellemøsten

I 2011 lykkedes det at afsætte præsident Saleh, men magtskiftet indfriede ikke yemenitternes forventninger. Det udnyttede houthierne, der i 2014 tog kontrol med hovedstaden Sana’a. Houthierne er en oprørsbevægelse med folkelig opbakning i det nordlige Yemen, som modtager begrænset støtte fra Iran. Houthierne har indgået en alliance med ekspræsident Saleh, som har formået at fastholde dele af hærens loyalitet. Det er dog en ustabil alliance.

I det sydlige Yemen forsøger den internationalt anerkendte præsident Hadi at opbygge en magtbase. Realiteten er dog, at han ikke har yemenitternes opbakning til at regere Yemen. I stedet konkurrerer en række lokale og regionale aktører om at udnytte det eksisterende sikkerhedsvakuum. Heriblandt også al-Qaeda, der er vokset i styrke i ly af krisen. Den dårlige adgang for journalister gør det svært at få informationer ud af Yemen. Det er en fordel for Saudi-Arabien, som ikke ønsker, at omverdenen får øjnene op for den saudisk-ledede koalitions ansvar for yemenitternes lidelser.

Pengepose til akutte kriser i Irak, Yemen og Syrien

I 2016 lykkedes det således Saudi-Arabien at blive slettet fra en FN-liste over aktører, der krænker børns rettigheder i krig. Der spekuleres i øjeblikket i, hvorvidt det samme vil ske i år.

Saudi-Arabien påstår, at de tager alle de nødvendige forholdsregler for at undgå civile ofre, men kritikken af interventionen tager til i styrke. Saudi-Arabien og de øvrige golflande forsvarer sig med, at de er de største bidragydere til den humanitære indsats i Yemen, og fremhæver det som et bevis på deres respekt for civile yemenitters liv.

Men med den anden hånd håndhæver koalitionen en omfattende blokade af Yemen, som udsætter civile for langt større lidelser, end den humanitære bistand vejer op for. Da saudi-arabien annoncerede den militære intervention tilbage i marts 2015, var det med en forventning om en hurtig militær sejr. En sejr, der skulle styrke den unge kronprins Mohammed Bin Salmans position internt og styrke Saudi-Arabiens position i den regionale konkurrence mod Iran.

FN-chef anklager: Stormagter holder Yemens lidelser væk fra den globale dagsorden

USA anser i lighed med Saudi-Arabien houthierne for at være Irans stedfortræder i Yemen, og de forsætter med at støtte interventionen med logistik og efterretninger for at sende et signal til Iran. Lande som USA og Storbritannien tjener også mange penge på at sælge våben til deres allierede i koalitionen.

Lidelserne, som interventionen påfører Yemens befolkning, er ubeskrivelige, og fremtidsudsigterne er dystre, hvis man ikke finder et alternativ til den militære løsning. Derfor bør Vesten, anført af USA, ændre kurs og øge presset på Saudi-Arabien og de øvrige golflande for at indstille den militære intervention.

Efterfølgende er der brug for en massiv humanitær indsats med fokus på at genopbygge Yemens ødelagte infrastruktur. Spørgsmålet er, om genopbygningen kan ske inden for rammerne af et samlet Yemen. Men det må være op til yemenitterne selv.

Yemen er ikke fortabt, men en langsigtet løsning kræver, at Yemens naboer overlader yemenitisk politik til yemenitterne selv.

Maria-Louise Clausen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her