Et bud på en studenterhybel i en container
Foto: Thomas Borberg

Et bud på en studenterhybel i en container

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Alternativets Niko Grünfeld: Hvor skal Københavns nye 7.000 studerende bo?

Priserne på det private boligmarked er absurde, og der skal tænkes i hurtige løsninger til de mange, der hverken har råd til eller brug for store lejligheder.

Debatindlæg

Lige nu hælder vi vand i et fyldt glas. Der kommer langt flere til København, end vi har betalelige boliger til at huse. For eksempel optager Københavns Universitet alene i år over 7.000 nye studerende.

Mange af dem skal ud og finde en lejebolig på et marked, der er stort set lukket for små indkomster. Særligt det private lejemarked er kørt af sporet. Siden 2010 er huslejen i København i gennemsnit steget med 51 procent. I samme periode er lejen i de almene boliger blot steget 17 procent. En ungdomsbolig i det almene byggeri i København på 39 kvadratmeter fås for ca. 2.900 kroner om måneden.

På det private marked koster en tilsvarende ungdomsbolig mere end 5.300 kroner månedligt. Det er mere, end man som studerende får udbetalt i SU. Ifølge Lejernes Landsorganisation skyldes de absurde priser blandt andet, at Christiansborg fjernede reglen om, at huslejen i private lejligheder kun må stige i takt med omkostningerne.

Ifølge Lejernes Landsorganisation skyldes de absurde priser blandt andet, at Christiansborg fjernede reglen om, at huslejen i private lejligheder kun må stige i takt med omkostningerne



Indtil Christiansborg kommer til fornuft, kan udlejere sætte lejen mere eller mindre, som de vil. Vi kan altså ikke bruge de private ungdomsboliger til meget. Desværre er der kun 3.343 almene ungdomsboliger i Københavns Kommune. Glasset skal være større; vi skal bygge flere almene ungdomsboliger, og vi skal tænke i nye billige boligløsninger. Og nej, de skal selvfølgelig ikke bygges på Amager Fælled, ligesom de ikke skal bygges i Fælledparken eller i andre af byens grønne lunger.



Heldigvis er der andre muligheder. For eksempel kan man bygge tættere i Ørestad samt aktivere byens såkaldte perspektivgrunde, der venter på at blive taget i brug med den nye planlov f.eks. i Nordhavn. Men vi bliver også nødt til at tænke i nye boligtyper.

Vi skal vænne os til at bo mindre og bo smartere, hvor vi f.eks. deler nogle fælles rum og faciliteter med andre



På Frederiksberg bygger man lige nu 'Venligbolig Plus' målrettet til studerende og flygtninge med en husleje på bare 2.500 kroner om måneden. Det er deleboliger på 33 kvm., hvor studerende og flygtninge hjælper hinanden i hverdagen. Det er smart, det er småt, og det er billigt.



Københavns Kommune har i en årrække stillet krav om, at nye lejligheder i gennemsnit skulle være på 95 kvadratmeter. Det er tosset, for der er mange, der hverken har brug for eller råd til store lejligheder. Vi skal vænne os til at bo mindre og bo smartere, hvor vi f.eks. deler nogle fælles rum og faciliteter med andre. Desværre er den håbløse boligsituation, vi står med, ret akut. Derfor skal vi både omdanne containere til lækre studieboliger, tænke i Venligbolig Plus-koncepter og indgå i nye alliancer mellem almene, private og offentlige partnere.

Vi skal skabe en by, hvor der er plads til alle. I Alternativet kalder vi det vores Københavnermål nr. 11 - med inspiration i FN's 17 Verdensmål. Københavnermålet skal sikre en bæredygtig by, der giver alle lige adgang til byens fællesskab og velfærd. København må aldrig blive en rigmandsghetto uden kulturel og social nerve.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce