Ekstreme hedebølger på hele den nordlige halvkugle, fra Canada til Storbritannien, fra Japan til Danmark, har ført til afsvedne marker, historisk mange skovbrande og hundredvis af dødsfald. Det er netop den form for ekstremt vejr, videnskaben fortæller os, at vi skal forvente os oftere og med stigende intensitet, efterhånden som temperaturerne stiger.
I sidste uge landede så en ny videnskabelig artikel fra toppen af den globale klimapop. Ifølge den kan vi risikere at være på vej mod nogle planetære tærskler, der kan sætte gang i en ustoppelig dominoeffekt af naturfænomener, der vil fortsætte ubønhørligt med at drive temperaturerne op.
Tjek dit eget selskab: Det siger 10 danske pensionsselskaber om ansvarlige investeringerKlimaet venter ikke på nogen, men heldigvis går det også fremad på en række områder. Vedvarende energi fortsætter sin uimodståelige fremmarch: I 2017 blev der eksempelvis investeret markant flere penge alene i ny solenergi end i kul og gas. Desværre er der stadig en vis sandhed i frasen om, at money makes the world go round.
Hvis vi skal have mulighed for at ordinere den bedste medicin mod klodens overophedning, nemlig hurtige og dramatiske reduktioner i vores drivhusgasudledning, skal vi have verdens pengemænd på vores side. Vi må kunne forvente, at dem, der forvalter vores penge, trækker en del af læsset.
ATP har en pengetank på næsten 800 milliarder kroner, og som en af Europas største og mest respekterede pensionskasser har de et stort potentiale som bannerfører for en investeringstilgang, der understøtter og ikke underminerer Paris-aftalen
Danmarks største pensionskasse, ATP, som vi alle tvungent betaler ind til hver måned, er desværre slet ikke knirkefri i den henseende. Omkring 15% af deres udenlandske børsnoterede aktier er placeret i selskaber, der enten selv udvinder fossile brændsler, brænder dem af, leverer afgørende services til industrien eller direkte finansierer den. Eksempelvis Exxon, den amerikanske oliegigant, der også er en velkendt sponsor af klimaskeptikere. Det er mildest talt paradoksalt, at en pensionskasse, der er sat i verden for at hjælpe os til en god alderdom, er med til at finansiere sort energi, der vil formørke vores og vores børns fremtid.
Hele verden blev i 2015 enige om en global klimaaftale i Paris, der har til formål at begrænse klimaforandringerne. En afgørende brik i puslespillet er netop fossile brændsler, hvor det er estimeret, at minimum 80% af allerede kendte reserver af kul, olie og gas skal forblive i jorden. Det er et fælles ansvar, at det sker, og pensionskasser som ATP skal selvfølgelig levere sit.
ATP har forsvaret sig med, at man hellere vil tage dialogen med virksomhederne og derigennem forsøge at påvirke udviklingen. Det kan i visse tilfælde give god mening, hvis den pågældende virksomhed har et reelt ønske om og en konkret plan for, hvordan og hvornår det skal ske.
Omvendt bliver man også nødt til at skære igennem den metertykke fernis af grønvask, mange virksomheder gemmer sig bag, banke nogle klare hegnspæle i jorden og sige: hertil og ikke længere.
Ni eksperter og politikere svarer: Er vi alle vågnet op til klimadåd nu, eller forsvinder bevidstheden, når hverdagen træder ind?Det gør utallige investorer allerede i dag. Eksempelvis har den gigantiske norske oliefond sat nogle klare kriterier for, hvornår man ikke længere kan forsvare at stå som medejer, og sortlister konsekvent virksomheder herefter. Det ansporer virksomheder til at forbedre sig, sender et klart signal om, hvilken verden man ønsker sig, og frigør midler til mere bæredygtige investeringer.
I dag har ATP ingen klimakriterier, ikke engang i forhold til det mest beskidte brændsel, kul. Og man kan forsigtigt stille spørgsmålstegn ved, om ATP virkelig kan nå længere ad dialogens vej end selv den norske finanskolos.
Nogle af ATP’s millioninvesteringer er også hardcore olieselskaber som Exxon, hvis kerneforretning er fossile brændsler. At forsøge at overtale dem til at blive klimakrigere, svarer til at bede British American Tobacco om at droppe smøgerne.
Hvis ideen om aktivt ejerskab skal give mening, skal der være en reel plan for, hvordan omstillingen skal se ud. Hvis det ikke er troværdigt, ville ATP gøre klimaet en større tjeneste ved at droppe investeringen, og flytte pengene over i sol og vind. Og det er netop den anden side af mønten: Vi skal ikke blot have pengene ud af sort industri hurtigst muligt, vi skal også hæve blikket mod de grønne teknologier, der har brug for finansiering. Vi skal investere i den verden, vi gerne vil have.
Paradigmeskift? Klimaaktører er enige om, at der er sket et skred i vores klimabevidsthedATP har en pengetank på næsten 800 milliarder kroner, og som en af Europas største og mest respekterede pensionskasser har de et stort potentiale som bannerfører for en investeringstilgang, der understøtter og ikke underminerer Paris-aftalen. ATP har forbedret sig på en række områder de senere år, men vi kan ikke længere vente på det ene lille skridt efter det andet.
Vi skal have syvmilestøvlerne på i kampen mod klimaforandringerne. Det er nu, det sker.
fortsæt med at læse
ATP sætter danske pensionsmilliarder i kul og olie
-
Paradigmeskift? Klimaaktører er enige om, at der er sket et skred i vores klimabevidsthed
-
Tjek dit eget selskab: Det siger 10 danske pensionsselskaber om ansvarlige investeringer
-
Ni eksperter og politikere svarer: Er vi alle vågnet op til klimadåd nu, eller forsvinder bevidstheden, når hverdagen træder ind?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
