Som i en ufrivillig selvmodsigelse har Danmarks Radio under den igangværende karantæne både sendt dronningens tale til nationen og en miniserie, hvor vi møder Ludwig. Han er tipoldebarn af kong Christian X. Men det mærker man ikke noget til, når han infantilt skriger på sin ’moar’, leger fint selskab med sine venner eller poserer i et kongekostume fra, hvad der synes at være en skolekomedieudgave af ’Elverhøj’.
Man får faktisk medlidenhed med drengen, der åbenlyst er spændt for en vogn, som er alt andet end Rytterkongen værdig. Og man sidder tilbage med spørgsmålet: Hvorfor lægger Danmarks Radio dog sendeflade til disse ydmygelser af en ung mand, hvis balletdrømme end ikke giver ham ydmyghed nok til at se kongelogen i det teater, han allermest attrår, uden at falde for en forloren historikers lasede floskler om, hvad han kunne være blevet. For nej: Ludwig kunne aldrig være blevet konge.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

