Når Magnus Heunickes grønne kurve opfører sig adlydende, kan samfundet åbne sig helt stille og roligt, så vi ikke risikerer at lukke coronaen ud til os igen. Det begynder med de små. Men hvad vi ikke må glemme, er alle os, der lige nu sidder afskåret fra vores hjem og bare kan se tiden smuldre mellem hænderne på os. Efterskolen er et sted, hvor unge fra hele landet samles og på få måneder opbygger et helt unikt fællesskab, som er noget af det vildeste og mest rørende, de nogensinde har oplevet. Et år på efterskole medfører ofte så meget personlig udvikling i fællesskab, at det sidestilles med det, man ellers ville have opnået på syv normale år. Fordi vi bor sammen, spiser sammen og griner og græder sammen, står vi i en helt særlig og sårbar position, når vi fra den ene dag til den anden bliver påbudt at tage væk fra fællesskabet og traditionerne. For hver dag der går, hvor vi ikke er på efterskolen, er vi blot tilskuere til vores sidste tid, der forsvinder mellem hænderne på os, og den tid får vi aldrig tilbage. Efterskolen er unægtelig ikke det samme som folkeskolen, og vi savner en tydeligere hensyntagen til os. I folkeskolen ser man hinanden igen efter sommerferien, og man bor formodentlig i samme område. Når vi siger farvel til hinanden i juni, drager vi mod alle landsdele og må nøjes med at mødes til en genforening af og til. Det, håber vi, at politikerne vil anerkende og dermed prøve endnu mere på at få os tilbage til vores hjem.
En skolelukning har bestemt været nødvendig, og vi regner ikke med at komme tilbage i morgen. Beslutningen skal baseres på sundhedsfaglige vurderinger. Dog er det vigtigt at huske, at vi efterskoler er lukkede små samfund, hvor vi kan holde os for os selv, og vi er utrolig samarbejdsvillige og vil gøre meget for at komme tilbage.
