Et lille skrab i næsen og så femten minutters ventetid, inden du skal til koncert eller på natklub. Det kan måske blive løsningen på coronapandemien, indtil alle er vaccineret. For selv om en vaccine heldigvis ser ud til snart at blive en realitet, kommer der til at gå meget lang tid, før tilstrækkeligt mange har fået vaccinen, og livet vender tilbage til det normale. Og i den ventetid kan lyntest spille en nøglerolle. For lige nu er markedet for coronatests i en rivende udvikling og hvis testene kunne blive så gode, at en coronatest før kulturbegivenheder kunne erstatte de facto-nedlukningen af kulturlivet, ville det redde tusindvis af jobs.
SMVdanmark er ikke de eneste, der har overvejet en omfattende teststrategi som alternativ til nedlukningerne. Det samme har Det Økonomiske Råd i deres seneste vismandsrapport. I SMVdanmark har vi derfor regnet på, hvad en test skulle koste, for at det vil være en økonomisk gevinst for samfundet at erstatte restriktioner med en offensiv teststrategi. Svaret er, at med en testpris på 250 kr. eller derunder vil det kunne betale sig. Men det handler ikke kun om økonomi: Hurtigtests kan også være en god måde at sikre på, at flere danskere løbende testes. Særligt de unge, hvor smittetrykket er højt. Der er allerede mange hurtigtests på markedet, hvor det tager 15-20 minutter at få svar. Både nye typer af tests og tests, der minder om de PCR-tests, som Testcenter Danmark udbyder. Og der er mange flere på vej.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

