Er man 29 år og på kontanthjælp, modtager man månedligt et sted mellem 3.000 og 5.000 kr. mindre end en 31-årig i samme situation. Kontanthjælpssystemet er nemlig indrettet sådan, at man får en nedsat sats, hvis man er under 30. Det er grundsatsen, der er lavere, og det har derfor intet at gøre med, om man har børn eller på anden måde har ekstra udgifter. To mennesker med nøjagtig samme forudsætninger får altså vidt forskellige økonomiske vilkår, hvis den ene er under 30, og den anden over.
I den offentlige debat hersker en fortælling om den forkælede ungdomsgeneration. En fortælling, der har eksisteret til alle tider og danner grobund for, at unge kan tilbydes kummerlige levevilkår. For den forkælede ungdom skal bare tage sig sammen og få sig et arbejde – og så skal de vide, at alting faktisk var meget værre, dengang far var dreng. Det gælder, uanset om vi snakker lav SU, høje boligpriser eller som i dette tilfælde en ellers ubegrundet diskrimination i den ydelse, der skal holde hånden under dem, der intet andet har.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

