Og med ét blev det kvindernes kampdag igen. Vi mødes (digitalt, bevares), skåler og takker hinanden for kampene. For de mange dagsordener, vi har sat. Det forgangne år er ingen undtagelse. Igen i år lægger vi planer for at smadre patriarkatet – 2021 edition. Så vent lige et øjeblik, før du læner dig tilbage i din magelige Wegner-stol efter et intenst efterår i #MeToo’s tegn – læs videre, og kom i kamphumør!
Patriarkatet har mange ansigter. Nogle af dem er efterhånden velkendte for os. Vi har øvet os i at spotte strukturerne, sætningerne, magtgrebene. Alle de bevidste og ubevidste kneb, der er blevet brugt i århundreder til at holde kvinder i skak. Og vi er faktisk blevet ret gode til at se dem. Patriarkatet er brunt, hvidt, sort og tager sig ud som mand, kvinde og ingen af delene. Ét af de steder, vi har overset patriarkalske strukturer og ladet stå til for længe, er i vores asylsystem og flygtningepolitik.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


