Debatindlæg afPer Thiemann

Redaktør for økonomi og samfund

Er du journaliststuderende, og overvejer du at søge praktik på Politiken i efterårets ansøgerrunde? Så er her alt, hvad du skal vide.

Politiken søger seks journalistpraktikanter

Lyt til artiklen

Kan du skrive panderynker og smilehuller frem hos dine læsere, uanset om det er døgnets vigtigste nyhed eller årets store fortælling, du arbejder med? Så passer du perfekt til Politiken.

Politiken har flest læsere og størst format af alle danske dagblade. Politiken går i dybden med alt fra Trumps forandring af verden til konflikterne i Gaza og Ukraine. Vi afdækker på nuanceret vis det grænseoverskridende miljø i teaterforeningen Mastodonterne, kortlægger forråelsen i det danske hooliganmiljø og undersøger via fortællinger, fordomme og fakta, hvad søskende betyder for, hvem vi bliver, og hvordan vi klarer os i livet. Du kan blive trænet og læst i alle journalistikkens genrer og stofområder.

Avisen har rundet 141 år og haft legender som Georg Brandes og Henrik Cavling i sit blækhus. Politiken er et brand i dansk journalistik, politik og kulturliv, som vi konstant finpudser og udvikler digitalt og på print. Det kommer til udtryk ved, at Politiken ofte er i spil, når der uddeles journalistiske hæderspriser både i Danmark og internationalt.

Store satsninger søsætter vi i Politiken.dk’s digitale fortællinger og i sektionerne K og PS, som er hjemsted for vores vildeste og mest dybdeborende journalistik, der forener tekst, foto, grafik og layout i topklasse. Har du evnerne, kan det blive dine historier, som møder læserne her.


Vælg mellem et væld af redaktioner

På Politiken får du intens træning i at skrive nyheder, men også lejlighed til at lave store fortællinger og grave dig ned i undersøgende journalistik. Derudover får du stor indflydelse på at vælge de redaktioner, som du drømmer om. Vi har en række vidt forskellige redaktioner, du kan ønske som led i din praktik. Du er på hver redaktion i enten tre eller seks måneder, så der er god mulighed for at få afprøvet alle sider af journalistikken. På hver fagredaktion kommer du til at skrive til både net og print.

I Nyhedsberedskabet og på Udland, Klima & Viden, Sport, Velfærd, Ret & Sikkerhed og Christiansborg kan du nyheds- og nærdække alt fra regeringskriser til madvaner, klimaudfordringer, dopingskandaler og Ukrainekrigen. På Eksistens & Social kan du dykke dybt i nære fortællinger om livets store spørgsmål, ligestilling og identitet. På Kultur og Ibyen Weekend, som leverer Danmarks største kulturdækning, kan du portrættere og featurefortælle om film, musik, kunst og natteliv og lave magtkritiske mediehistorier, undersøgende metoo-journalistik og gå store kulturinstitutioner efter i sømmene. Og du kan stille de rigtige og skarpe spørgsmål til tidens varmeste meningsdannere på vores debatredaktion.

På Politikens Podcastredaktion kan du være med til at skabe nogle af landets bedste podcasts. Du vil blive trænet i at klippe, producere og tilrettelægge Politikens faste podcasts om alt fra ugens vigtigste nyheder i Du Lytter til Politiken til tidens største tendenser inden for politik og kultur i Sådan er Politik, Poptillægget og Bogfolk. Og har du den helt rigtige ide, får du også mulighed for at lave din egen podcast.

Indgå på linje med de uddannede journalister

Fælles for alle redaktioner er, at Politikens journalistik skal være kritisk, saglig, korrekt og fair, uanset om det drejer sig om livedækning af døgnets store begivenheder eller en feature om tidens vigtigste kulturtendenser. Selv om det ofte går stærkt, kommer dine artiklers lødighed ikke til at tabe pusten på Politiken. Vi publicerer ikke, før vi er sikre på substansen.

Nyheder er vigtige, men vi søger ikke kun tempospecialister. Politiken er også stedet for de skæve, gribende og eksperimenterende fortællinger, hvor sproget får lov at lege sig langt væk fra vanlige nyhedstrekanter og berettermodeller.

Vi forventer, at du er dedikeret, ambitiøs og ydmyg, og at du har mod på at blive en del af en stor og pulserende redaktion, hvor opgaverne skifter og udvikler sig og nogle gange kræver, at man afleverer tidligere, end man først havde planlagt. Til gengæld vil du blive mødt med stor tillid fra kolleger og chefer, og du vil komme til at indgå i redaktionerne på linje med de færdiguddannede journalister. Du vil hele tiden blive udfordret og prøve nye sider af dig selv. Vi insisterer på, at praktikanter kommer ud på reportage – også når den rigtige reportage ligger uden for landets grænser.

Det skal være sjovt at gå på arbejde

Du kommer til at indgå i en fast ordning for efterkritik under hele forløbet, hvor en uddannet journalist giver feedback på dine artikler og følger din faglige udvikling. Du får i samarbejde med skiftende redaktionschefer også lagt en uddannelsesplan, der vil følge dig gennem hele praktiktiden, så vi sikrer, at du når dine og avisens uddannelsesmål.

Praktikanterne mødes ugentligt til morgenmad, og hvert år er der mulighed for selvarrangeret studietur. Sidste år gik den til Berlin. I år kan du være med til at bestemme destinationen.

På Politiken er du aldrig overladt til dig selv. Du bliver tilknyttet en af avisens praktikantvejledere, der løbende følger med i, hvordan du trives. Det skal være sjovt at gå på arbejde, og du kan se frem til et unikt fællesskab med Politikens 20 praktikanter.

Fire ting at holde sig for øje, hvis du vil i praktik på Politiken

  1. Hold dig opdateret. På vores Facebookside ’Bliv journalist-praktikant på Politiken’ får du svar på de vigtigste spørgsmål om, hvordan det er at være praktikant på avisen. Husk at klikke ’synes godt om’ på siden. Den direkte adresse er: facebook.com/politikenpraktik.
  2. Mød os på praktikmessen. Politiken deltager på praktikmessen tirsdag 21. oktober, hvor du kan møde nuværende praktikanter og en praktikantvejleder. Hør, hvordan det er at være i praktik på Politiken, og spørg os om alt. Vi glæder os til at møde dig.
  3. Send en ansøgning og book en samtale. OBS: Vi tager alle, der søger os, til samtale.
    Vi holder åbent hus og samtaler mandag 27. oktober kl. 9 til 14 på Politikens redaktion, Rådhuspladsen 37, 1785 København V. Det er vigtigt, at I kommer lidt før kl. 9, så I kan nå at få navneskilte. Fra 9 til 10 er der fælles oplæg om praktik på Politiken, hvorefter samtalerne begynder kl. 10.15. Send senest fredag 24. oktober kl. 8.00 en ansøgning til os via praktikmatch.mediepraktik.dk. Din ansøgning må ikke fylde mere end én side plus cv og skal indeholde et afsnit om, hvorfor du vil på lige præcis Politiken. Vedlæg eksempler på artikler, som du selv har skrevet. Du er velkommen til at vedlægge artikler, som I har været flere om, men angiv i så fald, om du selv er hovedskriver.
    Send desuden senest fredag 24. oktober kl. 8 en mail til praktikant@pol.dk, hvor du tilmelder dig en samtale og giver besked, om du har særlige ønsker til tidspunkt, så koordinerer vi. Vi foretrækker at møde dig ansigt til ansigt, men er det umuligt, tager vi den over telefon, Teams eller Facetime – husk at sende kontaktinfo med.
  4. Ansættelser. Ansættelser foregår ved Praktikmatch fredag 31. oktober. Har du spørgsmål? Så ring til vores praktikantvejledere, Per Thiemann (21797109), Sarah Skarum (53740871), Silja Thøgersen (40333041) og Kristian Corfixen (22900444).

Spurgt og svaret

10 fordomme om at være praktikant på Politiken:

Fordom 1: På Politiken sidder praktikanterne bare inde på kontoret og kommer sjældent ud i virkeligheden.

Fakta: Politikens praktikanter skriver historier på lige fod med de andre journalister i huset. De rejser til Malawi for at undersøge, hvorfor en hel landsby nu må leve af mango, de tager med danske Arsenalfans til kamp i London og taler om klimabelastning og fodboldturisme, de tager til Faaborg for at besøge en fængselsbetjent eller til Midtjylland for at møde en ung mand, der har haft et opiodmisbrug. De tager selvfølgelig derhen, hvor den gode historie er.

Fordom 2: På Politiken har journalisterne så travlt, at de ikke har tid til at hjælpe praktikanterne.

Fakta: Journalisterne er generelt glade for at have praktikanter på redaktionerne. Friske, unge øjne giver dem en chance for at få nye vinkler på stoffet og til at få vendt deres ideer med nye kolleger. Ja, de har travlt, men dine nye kolleger vil strække sig langt for at svare på spørgsmål, give feedback eller bare vise dig, hvor printeren står.

Fordom 3: På Politiken er man mere konkurrenter end kolleger.

Fakta: Nej. Vi gør en stor indsats for at finde og ansætte praktikanter, der sætter pris på at samarbejde og dele ideer og indgå i et stærkt sammenhold. Det er dem, der hører til i vores praktikantgruppe, som er stor og socialt anlagt med fælles frokost hver dag, fyraftenshygge og hyttetur. Det betyder meget for os.

Fordom 4: På Politiken får man som praktikant kun lov til at skrive de historier, som de uddannede ikke gider lave.

Fakta: Falsk. Politikens praktikanter skriver den store dagsordensættende forside-historie, den fortællende feature og den levende reportage, interviewer ministre og skriver personlige klummer - og ligesom de øvrige journalister i huset bidrager de naturligt også til det hurtige nyhedsflow.

Og falder du over en historie, der kræver graverarbejde for at afdække og afsløre problemets omfang, får du opbakning til det og mulighed for at følge sagen.

Fordom 5: Niveauet er tårnhøjt, og det er hårdt at følge med fagligt.

Fakta: Ja, niveauet er tårnhøjt. Men ingen forventer, at en praktikant er med deroppe til at begynde med. Vi aftaler delmål, evaluerer løbende og sørger for, at den nærmeste redaktør støtter og er med til at tage læringen gradvist. Og så er vi gode til at give skulderklap undervejs. Vi forventer, at du klør på og er motiveret for at lære, og til gengæld lover vi dig, at du bliver dygtig.

Fordom 6: Hvis man bliver praktikant på Politiken, skal man slå op med sin kæreste og aflyse sit almindelige liv i hele perioden.

Fakta: Tværtimod. Du skal sørge for at holde fast i dine fritidsinteresser og pleje dit sociale netværk, så du har det så godt som muligt. Det gør dig i øvrigt også til en bedre journalist, fordi du får flere ideer, når du kommer ud. Og hvis du i en periode kommer til at arbejde over, fordi du sidder med en særlig vigtig historie, afspadserer du naturligvis dine ekstra timer.

Fordom 7: Hvis man vælger et stort sted som Politiken, risikerer man aldrig at nå hen på den redaktion, man helst vil sidde på.

Fakta: Så snart man er blevet ansat, bliver man bedt om at sende ønsker til de redaktioner, man gerne vil være på. Og vi gør os meget umage for, at mindst én af dine prioriteter bliver opfyldt undervejs i dit forløb.

Fordom 8: Politiken er en ræverød avis.

Fakta: Ikke siden avisen i 1970 slog op med Det Radikale Venstre, har Politiken været partipolitisk. Avisen har en socialliberal tradition, men er i opposition til en hvilken som helst siddende regering, uanset om den er borgerlig eller socialdemokratisk.

Fordom 9: Man skal være ualmindeligt woke for at komme i betragtning som praktikant.

Fakta: Nej. På Politiken ønsker vi en mangfoldighed af stemmer i spalterne, og derfor ønsker vi praktikanter af enhver hudfarve, seksuel orientering og kønsidentitet fra hele landet. Det gælder også hvide ciskønnede unge fra vandkantsdanmark!

Fordom 10: Politiken er så øko-politisk korrekt, at man kun kan spise vegansk i kantinen.

Falsk: Selv om vores kantine skridt for skridt forsøger at gøre menuen grønnere med chili sin carne og tofu-tirsdage, så vil også den traditionelt spisende praktikant kunne gå mæt fra frokostpausen. På Politiken er der i øvrigt tradition for, at frokostpausen skal være en stund, hvor man er langt væk fra en skærm og får talt med sine kollegaer om alt muligt andet end journalistik.

Per Thiemann

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her