0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Enten må vi opgive vores frihedsidealer, eller også må vi opgive drømmen om at leve i en stat med ét samlet folk

9. maj 2021
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Danmark er i dag en stat med flere folk, der vælger at leve adskilt fra hinanden i en slags frivillig apartheid. Friktionen og den gensidige modvilje imellem grupperne vil vokse, uanset om man forsøger at tage et politisk opgør med os-og-dem, eller om man lader stå til.

Multikultur plejede vi at kalde det, når indvandrede fra især muslimske lande kom hertil og bosatte sig. Udviklingen var båret af højrefløjens ønske om billig arbejdskraft og venstrefløjens ønske om godgørenhed over for de fremmede, og som for at retfærdiggøre disse hensyn blev udviklingen dertil promoveret som en slags folkeopdragelsesprojekt, hvor indvandringen skulle fungere som en katalysator, der ville få masserne til at udvikle større demokratiske dannelse i form af tolerance.

50 år senere er multikulturen blevet så omfattende, at den har forvandlet Danmark til en stat med flere folk, hvor enhver mellemstor by har en muslimsk diaspora. Samtidig er det blevet tydeligt, at folkeopdragelsen har slået fejl. Imod al forventning er selvsegregeringen tværtimod taget til, og selv om en del indvandrere træder lidt og meget ind i det danske, afslører polariseringen imellem den danske befolkning og den muslimske sig i stigende grad som et grundvilkår. Hvor vi tidligere fortrinsvis levede i adskilte boligområder og undlod at gifte os med hinanden, er den frivillige selvsegregering nu også slået igennem på ungdomsuddannelserne. De unge viser os, hvordan de vil forme fremtidens Danmark, og hvis de end ikke vil dele klasselokale, hvor lidt ønsker de så at have med hinanden at gøre? Selv om det ikke er rart at vide det, vil det spørgsmål blive besvaret.

Men ikke nok med det. Parallelsamfundet er et parallelt retssamfund med egne eksplicitte love, egne domstole i form af religiøse autoriteter og eget udøvende politi i form af familie, klan og rygtesamfund, der delvis tilskynder til og delvis effektuerer dommene. Betvivler man eksistensen af en stat i staten, må man f.eks. spørge de kvinder, der skriver under på islamiske skilsmissekontrakter, som giver dem endda særdeles meget ringere rettigheder, end hvis de havde fulgt dansk lovgivning: Hvorfor gør du det helt frivilligt? Ganske vist har staten i staten flossede grænser, for den opretholdes i vidt omfang af individer frem for institutioner, og nogle fra parallelsamfundet shopper mere ind på demokrati osv., ligesom andre omvendt også konverterer ind i islam. Men staten i staten eksisterer, og dens fjendtlighed over for dem, der ønsker at forlade den, og over for den omgivende nationalstat, kan måles i udskamning, social kontrol, trusler, æresdrab og terror.

Hvis folk har valget mellem multikultur og selvsegregeringens frivilligt indførte apartheid, foretrækker de fleste apartheid

Det multikulturelle ideal, der blev promoveret som en slags national mentaltræning i tolerance, har afsløret sig som en politisk ideologi, der er lige så fejlbehæftet, som kommunismen var det. Begge ideologier er funderet på den forestilling, at folk er parate til at opgive deres eget udgangspunkt for at blive gode samfundsborgere. I kommunismen skulle folks økonomiske egeninteresser opløses, for at alle kunne forenes i kollektivet. I det multikulturelle ideal er det meningen, at alle etniske, kulturelle og religiøse tilhørsforhold skal opløses, så alle bliver til individer og altså gode demokrater. Men ligesom folk i de kommunistiske lande ikke ville nøjes med at nyde efter behov, men sandelig også efter evne, således kan eller vil de fleste i det multikulturelle samfund heller ikke opgive deres identitet og gruppetilhørsforhold.

Det har vist sig at være et vilkår, ikke bare for andre stater med flere folk, men også her til lands: Hvis folk har valget mellem multikultur og selvsegregeringens frivilligt indførte apartheid, foretrækker de fleste apartheid.

Multikultur som begreb egner sig til at beskrive et afgrænset området i en metropol, hvor mindre kulturelle enklaver eksisterer side om side. I staten med flere folk er enklaverne bredt ud i fuld national skala. Hvor multikultur er noget ikke nærmere defineret med mad, musik og tolerance, er staten med flere folk velkendt politisk dynamit.

Hvis man skal forsøge at forstå tilstandens potentialer, må man studere gruppedynamikkerne i andre stater med flere folk, herunder: 1: Er det demokratier; er det velfærdsstater? Den slags afbøder noget. 2: Er det hård multikultur eller blød? Hård multikultur er en juridisk formalisering, hvor de forskellige folk lever efter egne love med egne dømmende og udøvende myndigheder, mens blød multikultur er som den danske, hvor man insisterer på, at folkegrupperne er lige for den samme lov. Hård multikultur kan virke stabiliserende for staten med flere folk, fordi brudfladerne mellem de forskellige folkegrupper ikke konstant er til kritisk forhandling. Omvendt er modsætningsforholdet og altså den potentielle konflikt mellem folkegrupperne ikke en hemmelighed, der camoufleres som noget med mad og musik og tolerance, men åbent anerkendt. I den bløde multikultur som den danske, hvor der kun er ét fællesskab, som skal kunne rumme alle modsætninger, er dette fælles rum præget af konstant kamp mellem grupperne, der hver især ønsker at vinde kulturelt terræn over for den anden gruppe. Så længe det ikke er afgjort, hvad det store fællesskab skal rumme, eksisterer der heller ikke en fælles anerkendelse af, hvad der er go og no go; der er ingen enighed om, hvordan man går videre frem i fællesskab, og det skaber mange former for usikkerhed og destabilisering. 3: Hvordan kan den ene folkegruppes oprindelsesland(e) opildne sin gruppe til uro for at destabilisere staten med flere folk?

Dertil er det afgørende, hvor meget folkegrupperne adskiller sig i forhold til race-etnicitet, religion-kultur-civilisationskreds, historie og sprog. Jo mere grupperne adskiller sig på disse træk, desto vanskeligere er det at forene folkene i staten med flere folk, for det er træk, der gør, at man som udgangspunkt automatisk tilhører eller associeres med det ene folk frem for det andet, og de lader sig ikke så let vælge til og fra.

Race og etnicitet kan ikke overskrides. Religionen kan være svær at forlade, særligt hvis det kan medføre udstødelse, trusler eller dødsvold. Kultur er en prægning af personligheden, og enhver, som har oplevet at erkende de uhensigtsmæssige tilbøjeligheder i sit eget følelsesliv, vil vide, hvor vanskeligt det er at blive sig dem bevidst, for slet ikke at tale om at blive dem kvit. Den del af éns kultur, som ikke handler om mad, musik og tolerance, men om accepten af brutalitet og undertrykkelse som et grundvilkår for al interaktion i samfundet, i familien og i den enkeltes indre dialog, er afgørende for, i hvor høj grad man glider ind i en anden kultur. Jo mere man er grundfæstet i volds- og frygtkulturen, desto mere resistent er man over for andre kulturer.

Jo mere man ser sig selv og sin gruppe som ofre for det andet folk, desto sværere er det at omfortolke sin historie og forene sig med de andre

Sproget er det træk, som det er lettest at tilegne sig. Men som én, der selv har familie, der er flygtet hertil fra Jugoslavien, og som har undervist voksne udlændinge i dansk på Kiss og Studieskolen i 10 år, ved jeg, at det kan tage et halvt liv at beherske et nyt sprog ligeværdigt i tone, ironi og humor.

Endelig er der éns gruppes historie, og det væsentlige her handler om magt og afmagt: Ser man sig selv og sine egne som ofre? Og hvem, mener man, har begået overgrebet? Jo mere man ser sig selv og sin gruppe som ofre for det andet folk, desto sværere er det at omfortolke sin historie og forene sig med de andre.

I den stat med flere folk, som Danmark er blevet til, adskiller grupperne sig på alle fem træk. Alligevel håber vi. Hvad kan andre stater med flere folk fortælle os?

Claus Nørregaard/POLITIKEN
Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN

USA er stater af flere folk, og selv om de sorte og de hvide har levet sammen i 400 år, og begge grupper har forandret sig meget over tid, er der ikke tegn på, at de er ved at blive til ét folk. Tværtimod lever de mere segregeret, end de fleste ønsker at vide af. Mistilliden mellem grupperne er stor, og racistiske drab er et velkendt fænomen. Det er ellers et samfund, hvor folk uddannes til demokrati og har mulighed for at løse konflikter ad samtalens vej.

Jugoslavien fremstod i årtier som et forbilledligt eksempel på en stat med flere folk. Helt i overensstemmelse med det multikulturelle ideal og ghettopakkens ånd havde man efter 1945 foretaget omfattende folkeforflyttelser i et forsøg på at integrere folk, og mange giftede sig også på tværs af tilhørsforhold. Men uanset folkeforflyttelserne, indgiftningen og det, at serberne og kroaterne lignede hinanden meget, hvad angår etnicitet, religion, kultur og sprog, blev de aldrig for alvor til ét folk, hverken i det første monarkistiske Jugoslavien eller det kommunistiske Jugoslavien, som fulgte. Dertil var deres respektive historier for forskellige; begge parter så sig selv som de andres ofre, og disse gamle identitetsskel, som blev kontrolleret i et status quo under Tito, vaktes til live, da han døde, og nationen faldt ud i en krise. Nuvel, Jugoslavien var heller ikke et demokrati eller en velfærdsstat. Men det forklarer ikke alt. Jugoslavien viser offerfortællingens dynamiske kraft.

Der er mange andre stater med flere folk at studere, hvis man vil forstå tilstanden. Hver især giver de deres eksempel på, hvordan gruppedynamikkerne udvikler sig i den slags samfund, og nogle af dem holder på den korte bane, men fælles for de gamle stater med flere folk er, at de er præget af en tragisk og farlig splittelse.

Tilstanden i staten med flere folk kan ligne business as usual, for der har altid været kamp om sandheden, ressourcerne og rettighederne. Mange af mine venner fortæller mig også, at det ikke er så slemt med parallelsamfundet, islamismen og terroren. Det er ligesom med kommunismen i 70’erne; dengang var der også en kamp mellem demokratiet og en antidemokratisk bevægelse, som havde bred tilslutning i befolkningen, og dengang var terroren også et kampmiddel. Men det er en argumentation, der kun holder, hvis man holder sig til overbegreber a la ’terror er terror’ og ’hver generation er konfronteret med sin totalitarisme’.

I politisk uenighed og strid er der en større smidighed, end der er i den kulturelle strid. Helt lavpraktisk: Hvor arvelig var kommunismen? Måske fandt mange kommunister sammen med partnere, der også var kommunister, men blev de ved med at stemme kommunistisk hele deres liv? Og hvad var sandsynligheden for, at alle deres børn og børnebørn også blev kommunister, og at disse også kun eller i overvejende grad giftede sig med kommunister?

Kort sagt: Tillidskulturen kan ikke forenes med volds- og frygtkulturen

Inden for det politiske spektrum er der stor diversitet i positionerne fra højre til venstre, mens det i en stat med flere folk er vanskeligt eller ligefrem umuligt at finde identitetsmæssige mellempositioner. Man kan ikke være både kristen og muslim, katolik og protestant, kroat og serber, sort og hvid. Men selv hvis man kan se bort fra disse skillelinjer, vil kulturmødet kun fungere nogenlunde smidigt, så længe de kulturelle forskelle ikke stikker dybere end noget med mad, musik og tolerance. Handler kultur derimod om modstridende opfattelser af individ og fællesskab, er mødet en kamp, hvor tolerancen nødvendigvis må gå tabt, fordi den ene kultur må vige for den anden:

En kultur, der har individets frihed som ideal, kan ikke forenes med en kultur, der er grundfæstet i kollektivistiske idealer. En kultur, der har det som ideal, at man skal være tro mod sig selv, og at det indre og det ydre skal harmonere, kan ikke forenes med en kultur, hvor man skal fornægte mange følelser, fordi man skal være stoisk og underlægge sig kollektivets bedste. En kultur, der er grundfæstet i friheds- og fredsidealer, kan ikke forenes med en kultur, hvor de bærende idealer handler om være beredt på at håndtere potentielt fjendskab. En kultur, hvor man skal skilte med sin ære, kan ikke forenes med en kultur, hvor æren udtrykkes subtilt. Kort sagt: Tillidskulturen kan ikke forenes med volds- og frygtkulturen.

Det er denne gensidige udelukkelse, der gør integrationen så vanskelig. Integration klinger af en gavmild mellemposition, hvor man frit kan vælge noget fra alle hylder. Men de grænser, som den ene kultur sætter for den enkelte over for fællesskabet, eksisterer ikke i den anden. Den ene kulturs krav er en overskridelse af grænserne i den anden kultur. For den, der forsøger at stille sig i midten, kan de konstante oplevelser af grænseoverskridelser forkrøble sindet.

Kampen om sandheden, ressourcerne og rettighederne bliver til hårdere sammenstød i staten med flere folk end i almindelig politisk strid

I en stat med flere folk er det ikke så frit at vælge sin identitet og tilhørsforhold, som vi som liberale demokrater ønsker det. Den, der ønsker at skifte tilhørsforhold, vil opleve frustrationen over fortsat at blive associeret med den gruppe, man vil forlade. Det er det, der f.eks. sker, når unge mænd fra Menapt-landene (Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet, red.) hyppigere bliver standset af politiet end hvide. Ufriheden rammer også dem, der ønsker at kritisere et aspekt ved den anden gruppe, som vil blive mistænkeliggjort for at nære et iboende had til de andre. På den måde kan begrænset kritik opfattes som total afvisning, og sådan kan f.eks. hudfarve i sidste ende danne en proxy for kultur osv.

Tilbage står, at det er lettere at skifte politisk standpunkt, end det er at skifte identitet, og at modsætningsforholdet opleves som mere totalt. Disse tendenser gør, at kampen om sandheden, ressourcerne og rettighederne bliver til hårdere sammenstød i staten med flere folk end i almindelig politisk strid.

Det umuligt at forestille sig en stat med flere folk uden at se sekterisme inden for potentielt alle samfundsområder fra læger til køreskoler, butikker, uddannelsesinstitutioner, bykvarterer og hele byer og videre hele vejen op i de politiske partier

Igennem årtier har apartheid bredt sig så forholdsvis uantastet, fordi den finder sted uden offentlig regulering, så det ligner frihed; det sker umærkeligt, for det er folks private valg i civilsamfundet, som ikke har noget med statens tilstand at gøre.

Men det er umuligt at forestille sig en stat med flere folk uden at se sekterisme inden for potentielt alle samfundsområder fra læger til køreskoler, butikker, uddannelsesinstitutioner, bykvarterer og hele byer og videre hele vejen op i de politiske partier. Det eneste sted, hvor sekterismen ikke kan finde ind, uden at det åbenlyst kompromitterer statens legitimitet, er, når sekterismen rammer politiet: Hvis folk ikke vil kontakte politiet, fordi de kun vil have behandlet deres sag af en betjent, de deler identitet med; og hvis der er områder, hvor politiet ikke kan komme ind, vil folk sikre deres integritet med andre midler, og det undergraver statens voldsmonopol.

Det er også umuligt at forestille sig en stat med flere folk uden friktion og gensidig modvilje imellem grupperne, fordi det at have en gruppeidentitet indebærer en afvisning af andre tilhørsforhold. Man kan mene, at betydningen af denne afvisning ikke nødvendigvis stikker så dybt, at det gør noget, men argumentationen holder kun, hvis man forbliver i en retorik af overbegreber, hvor vi alle er mennesker; hvor alle i virkeligheden vil det samme, nemlig have et hjem og uddannelse til børnene (hvis det passede, ville ingen interessere sig for det store, og politik ville ikke findes); hvor der ikke er andre egentlige forskelle på folk end hudfarve; og hvor tilhørsforholdet til gruppen kan reduceres til en formel godkendelse i form af statsborgerskab. Den ubehagelige sandhed er, at man i stater med flere folk ser mistillid og animositet imellem folkegrupperne, som lejlighedsvis slår over i forskellige grader af voldsudøvelse.

En stat med flere folk kan ikke være et velfærdssamfund, for det folk, der har mest, vil ikke være villigt til at omfordele ressource- og rettighedsmæssige goder til den anden gruppe, som den føler sig afvist eller forrådt af

Derfor er det også umuligt at forestille sig en stat med flere folk, hvor grupperne ikke ser sig selv om ofre for den anden gruppes modvilje, og efterhånden som offerfølelsen slår igennem, vil den fælles sandhed om, hvordan virkeligheden ser ud, også krakelere.

En stat med flere folk kan heller ikke være et velfærdssamfund, som vi kender det, for det folk, der har mest, vil ikke være villigt til at omfordele ressource- og rettighedsmæssige goder til den anden gruppe, som den føler sig afvist eller forrådt af.

Selv i stat med flere folk, der er demokratisk funderet, er det uundgåeligt, at der vil blive ført en politik, som forholder sig til, at civilsamfundet organiserer sig efter chauvinistiske principper. Og som enhver politik, der forholder sig til et os-og-dem, vil den kunne anklages for at være direkte chauvinistisk, uanset om den er båret af de bedste intentioner om at ville opløse dette os-og-dem. For selv en sådan politik handler netop om, at det andet folk i en eller anden forstand skal høre op med at eksistere.

I en stat med flere folk vil animositeten og mistilliden mellem grupperne vokse, uanset om man forsøger at tage et politisk opgør med os-og-dem, eller om man lader stå til

Ghettopakken er et eksempel på dette. Den er båret af en intention om at opløse os-og-dem, for at vi kan blive til en stat med ét folk, og selv om nogle af de berørte gerne flytter ud af ghettoen, er det ikke alle, der deler opfattelsen af, at ghettopakken er ment som en venlig hjælp til at komme længere ind i det danske fællesskab. De demonstrerer imod loven, kritiserer den i den offentlige debat og lægger sag an imod boligministeren. Følelserne er fuldt forståelige, for det er folks private hjem, der er på spil, men i en stat med flere folk er det private politik på en måde, vi ikke er vant til, fordi private livsformer har politiske implikationer for det store fællesskab. Og mens nogle ser sig som ofre for ghettopakken, ser andre sig som ofre for indvandrere, der har gjort Danmark til en stat med flere folk.

Claus Nørregaard/POLITIKEN
Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN

Enhver moraliseren over ghettopakkens tilhængere og modstandere er blot at skilte med egen dyd og godhed. Hvis man kan lægge sig selv til side, er det eneste relevante, der står tilbage, at erkende vilkåret: Selv når den demokratiske stat forsøger at opløse befolkningens frivillige apartheid, vil det samtidig bidrage til de gensidige fortællinger om, at de andre ikke vil os det godt. Med andre ord: I en stat med flere folk vil animositeten og mistilliden mellem grupperne vokse, uanset om man forsøger at tage et politisk opgør med os-og-dem, eller om man lader stå til.

Vi befinder os allerede i en ond spiral, hvor polariseringen hærder, og vi må indstille os på, at både den førte politik og kriser inden for alle områder vil få spiralen til at dreje. Selv en sundhedskrise som den aktuelle med covid-19, der ikke som udgangspunkt handler om identitet, vækker de gensidige offerfortællinger. Men hærdningen sker også i alle hverdagens små ’kriser’, som f.eks. når en tv-kanal lancerer en realityserie, og der kun er hvide deltagere på plakaten, og den brune klager over ikke at være med og kalder det racisme. Hvis man igen kan lægge egne synspunkter til side og ikke forholde sig moralsk og håbefuldt opdragende til sagerne, står vilkåret tilbage: Alle den slags historier konsoliderer offerfortællingerne og den identitetsmæssige selvbevidsthed.

Hvad er svaret på offerfølelserne? Kan vi tro og håbe, at det vil blive bedre? Eller er sandheden en anden? Når unge mænd fra Menapt-landene bliver hyppigere stoppet af politiet end andre, er det, fordi sådan er det i en stat med flere folk. Når kvinder med tørklæde har svært ved at få et job i ikkemuslimske virksomheder, er det også, fordi sådan er det i en stat med flere folk. Når Nordsjællands Hospital tilbyder sine patienter, at de kan fravælge sundhedspersonale på baggrund af race, køn og religion, er det, fordi den form for service efterspørges af grupperne i en stat med flere folk. Når pensionister må lukke hunden ud i haven, før hjemmehjælpen vil komme ind, og det gør de ældre og deres familier vrede, er det, fordi sådan er det i en stat med flere folk. Når danskere bedriver spot med eller kritiserer islamiske helligheder, og det bliver besvaret med trusler og dødsvold, er det, fordi sådan er det i en stat med flere folk. Når undervisere offentligt erklærer deres frygt for at undervise i ytringsfrihed og tilliggende emner, fordi de dermed stiller sig frem som yderste frontkæmpere i en kulturel konflikt, hvor dødsvold er en del af forhandlingen, og når det politiske establishment ikke har andet svar end, end at lærerne må løse problemet ved at benytte sig af deres pensumfrihed, underforstået undgå farlige emner, er det også, fordi sådan er det i en stat med flere folk. For hvad skal man svare? At en masse lærere skal have politibeskyttelse? Eller at de, der udgør en trussel mod lærerne, skal forlade landet? Der findes ingen passende svar, vel? Og vi svarer kun på skrømt. Men konfronteret med undervisernes ensomhed og hjælpeløshed foran voldsmændene og med det politiske establishment og éns eget tavse svigt af disse undervisere korrumperes enhver, som forstår, hvad der foregår.

I en stat med flere folk er opinionsdannelsen præget af moralsk og demokratisk impotens. I en stat med flere folk er det ligegyldigt, hvem du er eller gerne vil være, for gruppedynamikkerne, volden og frygten er for stærk, og du tør ikke leve og tale som den, du er.

Men ’sådan er det i en stat med flere folk’ tapper os for håb. Uden håb kan man ikke se sig selv i spejlet uden at blive bange, for folk uden håb kan være parate til at overskride mange grænser.

Hvordan mobiliserer man håb over for en virkelighed, som helst skal kaldes multikulturel, men som i virkeligheden er apartheid og politisk dynamit? Hvad gør man, når håbet viser alle mulige tegn på at være en løgn? Man tier. Ikke kun, fordi man frygter udskamningen, men også, fordi man frygter, hvad andre kan finde på, hvis de forstår, hvad man siger, og de også mister håbet. Men der er en grænse mellem håb og løgn, og det er en større eksistentiel opgave at bringe sig selv til følelsesmæssigt og intellektuelt at kunne håndtere den.

Staten med flere folk befinder sig i en latent krisetilstand. Hver eneste samfundskrise har potentiale til at minde grupperne om, at de ikke kan stole på hinanden, og konsolidere identiteterne. Og krise for krise er staten med flere folk i stigende fare for større sammenbrud

Selv om vi helst vil se folk som individer, må vi erkende, at grupperne findes, og derfor bør vi også vove at udvikle et begrebsapparat til at forstå gruppedynamikkerne i en stat med flere folk. Offerfortællingerne udspringer af selve det, at vi har adskilte identiteter. Det er sandt, at der allerede eksisterer andre offerfortællinger mellem f.eks. mænd og kvinder og arbejdsgivere og -tagere. Men fordi det er lettere at skifte politisk standpunkt end at skifte identitet, vil den nye offerfortælling skabe meget hårdere konflikter, end vi er vant til. Kløften mellem grupperne kan i længerevarende intervaller være camoufleret af stabilitet, hvor magtbalancerne ikke antastes, og magttomrum ikke opstår og åbner for kamp. Men staten med flere folk befinder sig i en latent krisetilstand. Hver eneste samfundskrise har potentiale til at minde grupperne om, at de ikke kan stole på hinanden, og konsolidere identiteterne. Og krise for krise er staten med flere folk i stigende fare for større sammenbrud.

Det hele kan lyde provokerende, tanken er følelsesmæssigt og politisk dybt anfægtende. Så jeg forstår enhver, der bliver vred over ræsonnementet og føler behov for at tage moralsk afstand fra det. Men hvis man er uenig, skylder man at fremvise et eksempel på en stat med flere folk, hvor folkegrupperne ikke lever i apartheid, men i et velkonsolideret, tillidsfuldt fællesskab på den lange bane.

Spørgsmålet er, hvor selvsegregeringens frivillige apartheid stopper, og om det vil ske af sig selv, eller om det vil kræve en eller anden form for indgreb.

Ligesom immigration ikke først og fremmest er en øvelse i at skifte sted, men et eksistentielt projekt, vil ghettopakken også afsløre, at ghettoen er en mental tilstand snarere end et sted, og at selv om man tvinger folks kroppe til at opholde sig i lejligheder side om side eller til at sidde ved siden af hinanden i et klasselokale, vil folk stadig foretrække at være sammen med dem, der ligner dem selv, fordi det gør hverdagen lettere. Spørgsmålet er, om der overhovedet er nogen politiske midler, der kan opløse en stat i staten, hvis grundstof ikke kun er vaner, men også noget så intimt som seksuel dyd og skam, som forhindrer folk i at gifte sig ud af flokken?

Hvis vi skal blive til en stat med ét folk, er det en civilopgave. Hvis vi ikke skal leve adskilt, skal vi leve sammen. Det angår vores private liv. Vi skal dele seng, bord og børn. Det er en kærlighedsopgave. Indvandrere skal tages i hånden hver dag hele livet og bringes til at forstå, at det ikke gør noget, og at den nærmeste beder til en anden gud eller slet ingen, at der står en svineleverpostej i køleskabet, at døtrene går til svømning og må have bare arme og ben, og at frihed ikke kun åbner for fejltagelser, dekadence og amoral, men også fører til udvikling og forfinelse af sjæl og samfund.

Gifter vi os med hinanden igennem generationer, vil det føre til assimilation i den forstand, at den anden identitet i praksis reduceres til noget med mad, musik og tolerance. Men assimilation er også det eneste, der for alvor kan forhindre, at vi som f.eks. i USA lever polariseret igennem generationer – hvad enten det er som ortodokse muslimer versus danskere eller som mellempositionsmuslimer versus danskere.

Den eneste politik, der virkelig kan gøre os til en stat med ét folk, er derfor en politik, der rager ind i det private og tilskynder muslimer til at gifte sig med danskere. Det er per definition en politik, hvor der er noget at vinde ved at gøre dette og noget at miste ved at lade være. Det ubehagelige spørgsmål er: Hvilke love kunne man forestille sig motivere til sådan noget, love, som ikke klinger af Blut und Boden? Og hvad nu, hvis vi ikke vil have en sådan politik?

Claus Nørregaard/POLITIKEN
Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN

Man kan mene, at problemet løser sig selv, og pege på gode enkeltstående eksempler fra sin egen omgangskreds. Men gruppedynamikkerne findes, den frivillige apartheid er taget til, og gruppen af muslimer, der ikke kunne finde på at stifte familie med en dansker, vokser. Det fremgår af antallet af tørklædeklædte kvinder i offentligheden. Jovist, tørklædet kan betyde mange ting, og nogle kalder sig også feminister. Men ét betyder det altid: Jeg gifter mig ikke med en ikkemuslim. Man har i hvert fald til gode at se en kvinde med tørklæde gå hånd i hånd med en ikkemuslim. Tørklædet er en de facto-hævdelse af, at man tilhører en anden, adskilt gruppe, og det er irrelevant, om den er etnisk eller religiøst funderet. Budskabet er klart: Danmark skal være en stat med flere folk.

Samtidig forstår jeg dem, der ikke ønsker at gifte sig ud af deres gruppe. Min danske mor og jugoslaviske far gjorde det, som jeg her taler for, og selv om min far lignede os andre meget, hvad angik etnicitet, kultur, religion, sprog og historie, kunne han ikke fralægge sig den vrede og den offer-bøddel-mentalitet, som han havde med sig fra volds- og frygtkulturen. Projektet mislykkedes, som jeg har beskrevet det i min bog ’Det du ikke vil vide’, og jeg ved af egen erfaring, at de, der sætter deres følelsesliv ind på at bygge integrationsbroen, kan ende med at betale en høj pris. Personligt ville jeg også være varsom med at involvere mig med en mand med en svag forståelse for ligestilling og demokrati. Jeg ville heller ikke anbefale de unge mænd i min familie at involvere sig med en ung kvinde, der ikke må blive for dansk. Gør det mig til fascist?

Det nytter ikke at moralisere. Det er et grundvilkår i en stat med flere folk, at éns partnervalg er et politisk valg, uanset hvem man gifter sig med, simpelthen fordi det har politiske implikationer. Spørgsmålet er: Er du parat til at politisere dit privatliv og assimilere folk, hvis værdier byder dig stærkt imod? Og i hvor høj grad kan du tro på, at andre, brune som hvide, er villige til det?

Hvis vi ikke gifter os med hinanden, står vi som en stat med flere folk i en situation, hvor der kun er to andre veje frem.

Enten holder vi fast i de liberale frihedsidealer, vi har tradition for. Jo fastere vi står på dem, desto vanskeligere vil vi have ved at forhindre udbredelsen af selvsegregeringens frivillige apartheid. Det vil føre til mere sekterisme, friktion, mistillid, animositet og irregulær voldsudøvelse i civilsamfundet. Den frivillige apartheid har en selvforstærkende kraft, som peger frem mod endnu større enklaver med egne regelsæt. Det er en vej, hvor friheden begrænses af ikkestatslige aktører i civilsamfundet, og hvor de intolerante får mere frit spil over for de tolerante. Hvem har lyst til at indrømme dette om deres liberale standpunkt?

Hvis vi ikke vil dele bord og seng og børn med hinanden, er udgrænsningen en civilt eller politisk gennemført realitet

Eller også kompromitterer vi vores idealer og accepterer forskellige former for politiske begrænsninger af friheden i et forsøg på at forholde os til den problematiske realitet, at folk har ret til i stort omfang at opholde sig her og få statsborgerskab, men ikke pligt til at gennemføre immigrationen som et eksistentielt projekt, så vi kan dele seng, bord og børn. Det vil være en politik, der på godt som med ghettopakken skal tilskynde indvandrere til at træde ind i det danske fællesskab, og som på ondt vil udgrænse dem, som ikke tager dette skridt. Det politiske mål er at få dem, der bærer den anden identitet, til at fralægge sig den, og vil de ikke det, kan der følge love, som kriminaliserer det ikke at gennemføre immigrationen. Målet vil være, at den parallelle identitet skal forsvinde så meget, at den ikke gør nogen forskel; det eneste, der skal være tilbage af det andet folk, er noget med mad og musik og tolerance. Det er en vej, hvor friheden begrænses af den demokratiske stat, der vil forhindre de intolerante i at gøre deres virke over for de tolerante, og at civilsamfundet organiserer sig efter chauvinistiske principper. Men ultimativt er det en politik, der peger frem mod noget, der ligner eller er fascisme. Hvem har lyst til at indrømme dette om deres nationalkonservative standpunkt?

Der findes ingen tredje vej. Hvis vi ikke vil dele bord og seng og børn med hinanden, er udgrænsningen en civilt eller politisk gennemført realitet. Vi befinder os allerede i en ekstrem realitet med det parallelle retssamfund, politiske vold og dødsvold, frivillig apartheid og politiske modforanstaltninger, og ingen ved, hvor det stopper, eller hvad der skal til, for trods alle hidtidige indgreb taler det stigende antal af kvinder med tørklæde deres tydelige sprog i det offentlige rum. Status quo er ikke en mulighed; der er tale om to tog, som allerede kører om kap.

Uanset hvad vi vælger, er der noget skønt at vinde: vores frihedsidealer eller staten med ét folk. Uanset hvad vi gør, vil noget stort gå tabt. Vi kan ikke få begge dele. Dilemmaerne stikker så dybt, at det kan virke patetisk, når politikere og debattører nøjes med at forfægte deres skønne idealer uden at vedstå prisen, uden at kunne forklare, hvorfor det ene, de kæmper for, er det medfølgende tab værd. De eneste, der har noget relevant at sige, er dem, der har styrken til at sætte sig selv på spil og stå ved, at deres synspunkt allerede har haft en høj pris eller er i fare for at få det, og som kan kvalificere, hvorfor dette ene skønne og dets pris er at foretrække frem for det andet.

Det kræver en dyb og usentimental ærlighed at finde mental og politisk styrke til at kunne svare: Hvad er umisteligt? Hvad magter jeg at ofre, menneskeligt og politisk? Og hvad kan jeg tillade sig at håbe, at de fleste andre i mit land kan bære at miste?

Det forandrer mennesker at svare oprigtigt på disse spørgsmål.

Men det er den forandring, der venter os alle, hver og én.

Det er grundvilkåret i staten med flere folk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere: