I tirsdags opdaterede Kaare Dybvad de ghettolister, der bruges til at retfærdiggøre nedrivning af almene boliger, nedskæring i ydelser til den såkaldte ghettos tilflyttere, uddeling af dobbeltstraf i socialt udsatte boligområder, og som giver gymnasier carte blanche til at fravælge elever med ikkevestlig baggrund.
Boligministeren synes, at det er »fantastisk positivt«, at nu kun 15 boligområder mod 28 i 2019 nu lever op til ’ghettokriterierne’. Og at fire såkaldte hårde ghettoer er røget af listen, hvor kun to nye er kommet til.
Det lyder jo også godt. Og man kan selvfølgelig, som vores boligminister, glæde sig over, at færre områder nu står på ghettolisten. Men i den virkelige verden – ude hos de medborgere, der bor i de såkaldte ghettoer – ser det anderledes ud. Her er der ikke nødvendigvis en oplevelse af, at nogen problemer er blevet løst.
I Bispeparken i den nordvestlige del af København er der for eksempel ikke sket de store forandringer, selvom området ikke længere er at finde på ghettolisten. Det er blot blevet opdaget, at 22 af områdets beboere havde deres uddannelsesniveau registreret forkert.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar