Ambitionen med den netop indgåede aftale om reformen ’Børnene først’ er blandt andet at sikre, at færre udsatte børn bliver udsatte voksne. Netop overgangen fra barn til voksen er skrøbelig, for når en anbragt ung fylder 18, venter der ofte en brat overgang til voksenlivet. Mens andre unge typisk får hjælp fra deres forældre til at håndtere deres boligsituation, økonomi, uddannelsesvalg og meget andet, kan tidligere anbragte unge i princippet være overladt til sig selv.
Nogle tidligere anbragte unge i alderen 18-22 år får dog tilbudt såkaldt ’efterværn’ af kommunen. Formålet med efterværn er at give den tidligere anbragte unge støtte til at etablere en selvstændig tilværelse på lige fod med andre unge, efter de officielt er blevet myndige voksne. En efterværnsindsats kan fx være at forlænge anbringelsen på en døgninstitution eller i plejefamilie. Det kan også være at udpege en fast kontaktperson eller etablere en udslusningsordning på det hidtidige anbringelsessted.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


