Den politiske aftale om at udflytte uddannelsespladser fra de fire største byer har både til formål at sikre et uddannelsestilbud flere steder i landet og at øge adgangen til arbejdskraft med videregående uddannelser. Der skal derfor ikke alene optages flere studerende uden for de fire byer. De skal også afslutte deres uddannelser dér, så der er en større sandsynlighed for, at de søger arbejde der. Der skal derfor både rekrutteres og fastholdes, men aftalen handler kun om rekruttering, bl.a. ved at reducere antallet af uddannelsespladser i de store byer, så flere unge tvinges til at søge ind på uddannelser andre steder i landet. Det er imidlertid mere end tvivlsomt, om det er tilstrækkeligt.
For det første er der en risiko for øget frafald. Analyser af frafald på videregående uddannelser har vist, at det har betydning for gennemførelsen, hvilken prioritet studerende bliver optaget på. Tal fra studerende på universiteter viser, at andelen af studerende, som falder fra i løbet af første år, er dobbelt så højt blandt studerende, som bliver optaget på anden, tredje eller fjerde prioritet, sammenlignet med studerende optaget på deres første prioritet.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

