Åboulevard i København er et af de mest befærdede steder i byen. Dag og nat suser bilerne af sted fra Bispeengen og ind over Søerne i retning mod Amager, og fordi hverken bystyret eller politiet gider gøre noget ved fartgrænsen, kører de mindst 50 kilometer i timen, selv om de burde køre meget langsommere. Det betyder, at Åboulevard er et larmende inferno, som man ønsker at forlade så hurtigt som muligt, hvis man er fodgænger eller cyklist (og nok også bilist), hvilket egentlig er synd, for Åboulevard er omgivet af smukke bygninger og så bred, at man altid kan se himlen.
En dag gik min kæreste og jeg ned ad Åboulevard fra Nørrebro i retning mod centrum. Pludselig stod der et skilt foran os. »Vi har åbent. Kom ind, og nyd stilheden«, husker jeg det, som om der stod – eller også var det bare det, jeg ønskede, at der skulle stå. Jeg kiggede op og opdagede, at jeg stod foran Bethlehemskirken, som jeg har passeret tusinder af gange, men aldrig har besøgt. Det var en grå dag, og vi frøs, så vi tog en rask beslutning og drejede til venstre og skubbede til den lille trædør ud mod gaden.
