Den anden dag kunne man i flere medier læse, hvordan man på Firehøjsskolen i Vejle Kommune har indført et forbud mod såkaldte croptops, som er en beklædningsdel, hvor dele af maveskindet er blottet. Senere blev forbuddet droppet igen, men debatten om, hvorvidt forbuddet var i orden eller ej, har ærligt talt chokeret mig en smule. Jeg er ikke kun chokeret over skolens forbud, som jeg finder dybt underligt, men også de argumenter, der bruges, når man taler for et sådant forbud.
Jeg oplever en ekstrem seksualisering af unge mennesker, hvoraf langt størstedelen ikke engang er over den seksuelle lavalder. Som dreng i 9. klasse finder jeg det på grænsen til nedværdigende, når Firehøjskolens skoleleder udtaler, at forbuddet er indført for at sikre øget koncentration i undervisningen – altså implicit, at drenge inden forbuddet ikke kunne koncentrere sig, hvis deres pigeklassekammerater gik med croptops.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
