København er som et galvaniseret hjerte. I sin gamle midte har vores by ånd og liv. Det er indre by, Frederiksstaden og Christianshavn, hvor gyldne kirkespir peger mod himlen. Bagefter følger et hjertelag af parker fra romantikken: Ørstedsparken, Botanisk Have og de nu grønne volde. Længere ude finder vi brokvartererne fra 1850’erne og frem. Og dernæst kommer det galvaniserede byggeri i grove træk! Det er en sær stål- og betonmur om den oprindelige københavnersjæl. Eftertiden vil mærke perioden fra 90’erne til nu som et modernistisk og taktløs skrig; en værdineutral æra, manifesteret af en strengt rationel storskalaproduktion af kølige eksistensblokke, ensfarvede fibercementplader og tonede glasruder. Jeg ser det som min pligt, hvis jeg bliver valgt ind i Borgerrepræsentationen, at sætte en stopper for det sjælløse, kønsløse og meningsløse byggeri, som skamferer vores hovedstad.
Det er helt konsekvent på By & Havns arealer, at det går galt! Det er Sydhavn, Ørestad og Nordhavn men også i andre dele af vores by. Det er tydeligt ved kontordomicilerne ved Kalvebod Brygge, ved siden af Christian IV’s Bryghus. Der er sortglaserede ruder, som finanssektoren kan overvåge dig igennem, mens du selv kan glo på dit skræmte ansigt. »Tit er jeg glad og vil dog gerne græde, thi intet hjerte deler helt min glæde«, jamrer jeg i de øjeblikke, hvor jeg går der i blæst og kulde – uden at møde et øje!
