Mette Frederiksen argumenterede på pressemødet forleden for, at hun efter råd fra sin departementschef begyndte at slette sms’er i sommeren 2020 – af sikkerhedsmæssige årsager. Men hvad er sikkerhedsmæssige årsager? Er det ikke både en selvmodsigelse og imod almindelig sund fornuft at påstå, at det skaber øget sikkerhed i et samfund, hvis centrale magthavere sletter skriftlig kommunikation midt under en pandemi og minkskandale frem for at bevare offentlighedens og granskningskommissionens ret til og mulighed for indsigt? Vægter samfundets og demokratiets sikkerhed ikke højere end et muligt hypotetisk scenario, hvor statsministerens telefon bliver stjålet? Selv hvis statsministerens telefon blev stjålet af ondsindede personer med slette hensigter, bedyrer Mette Frederiksen, at der ikke er noget fortroligt i sms-beskederne.
Meget tyder på, at der, allerede før statsministeren træffer sin beslutning om sletning af kommunikation, er ytret ønske om aktindsigt i sms-kommunikationen, og at statsministeren er vidende om offentlighedens interesse under såvel pandemien som minkskandalen.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
