Inden Lars Løkke Rasmussen kommer alt for godt i gang med at fremstille sig selv som klimaets frelser og den store ven af Danmarks natur, må det være på sin plads at erindre om samme Løkkes voldsomme ødelæggelse af den centrale miljøadministration. Som statsminister i sommeren 2015 udviste han en rystende foragt for netop klima- og miljøproblemerne, da han de facto nedlagde Miljøministeriet.
For at sætte trumf på udnævnte han årtiers mest naturfjendske fødevareminister til at herske over ruinerne af det, der engang havde været verdens mest fremsynede miljøadministration. Løkkes fødevareminister hed Eva Kjer Hansen (V), og hun kastede sig straks i armene på de rabiate bondevenner. Protestorganisationen Bæredygtig Landbrug fik lov at skrive med på ministeriets bekendtgørelser og bidrage til den kreative bogføring, der skulle bane vejen for ministerens store landbrugsgavepakke, der endte med den såkaldte gyllegate.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

