Woke-debatten kan i den grad få borgerlige politikere op i det røde felt, og det at være woke bliver set som noget negativt i de højreorienterede kredse, som vi til daglig indgår i. Vi mener dog, at man sagtens kan være både woke og liberal. Politisk bevidsthed om den uretfærdighed, der foregår i samfundet, eksempelvis kønsdiskrimination og racisme, må aldrig være forbeholdt den yderste venstrefløj.
Selv om vi som liberale ikke ønsker statslige løsninger på problemer som kønsdiskrimination, ændrer det ikke på, at kvinder og minoriteter møder en modstand, som en heteroseksuel ciskønnet hvid mand aldrig vil møde. Det må vi som liberale anerkende, så vi kan finde løsninger på udfordringerne, og det første skridt må nødvendigvis være at tage woke-begrebet til os.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
