Mia Skadhauge Stevn er, som den fjerde kvinde i 2022, blevet slået ihjel, og hendes krop er på en eller anden vis skilt ad. Mordet på Mia handler desværre om hendes køn, selv om flere debattører har været ude at påstå det modsatte. De henviser til, at der er flere mænd end kvinder, der bliver slået ihjel, og konkluderer derfor, at så kan der ikke være et strukturelt problem med kvindedrab. Men det kan der sagtens, og det er der. For kvinder bliver slået ihjel på grund af deres køn, uagtet hvor mange mænd der også slås ihjel af andre mænd i Danmark.
Mia er endnu ikke begravet, og flere har allerede været i gang med at gøre hendes sag til et spørgsmål om kønskamp eller ej med overfladiske argumenter. F.eks. har Jim Lyngvild på Snapchat hidset sig op over, at sagen om dræbte Mia har fået mere opmærksomhed end sagen om Oliver Ibæk Lund, der også blev meldt savnet efter en bytur og omkom i en drukneulykke. »ER det, fordi vi bedre kan identificere os med ’lillesøster’ eller ’naboens pige’«, spørger Lyngvild. Han mener, at der foretages kønsdiskrimination i medierne og offentligheden til fordel for kvinder, når kvinden her får mere opmærksomhed end manden. Med vanlig sarkasme har borgerlig debattør og chefredaktør Mikkel Andersson på Facebook en anden tilgang: »Hej facebrain! Jeg har igen lige et spørgsmål: Hvis mænd (som gruppe betragtet) slår flere mænd ihjel end kvinder (ligeledes som gruppe betragtet), er det så strukturel misandri eller misogyni, der er det største problem?«. Han siger med andre ord: Man gør vold mod kvinder til et spørgsmål om køn og ligestilling, mens det ikke burde være det – og hertil måske, at man burde tale (mere) om mænd som voldsofre (i stedet).
