Jeg har været bekymret for klimaet, lige siden ordet klimakrise blev opfundet. Efterhånden som jeg blev ældre, blev jeg mere bekymret, og i sommer tilsluttede jeg mig Den Grønne Ungdomsbevægelse. Siden har jeg forsøgt at omfavne min nye identitet som klimaaktivist. En titel, jeg særligt som statskundskaber frygtede. Jeg gik og tænkte på, om jeg nu var en af de radikale, unuancerede og ikkedialogsøgende aktivister. Var jeg med til at skabe større polarisering i samfundet? Var jeg en del af noget skadende for demokratiet? Gør vi overhovedet en forskel, eller er det bare fedt at kunne skrive på sin Tinder-profil, at man er klimaaktivist? Sådan nogle spørgsmål er fra tid til anden dukket op i mit hoved i løbet af mine første otte måneder som aktivist.
Hele denne tvivl forsvandt forrige mandag, da den nye IPCC-rapport udkom. Jeg har altid været bekymret for klimaet. Jeg har aldrig været angst for det. Det har aldrig påvirket mit humør som sådan. Jeg har følt en form for uretfærdighed, jeg har aldrig følt mig vred. Alt det ændrede sig, da rapporten udkom, og reaktionerne fra politikere, presse og virksomheder stort set udeblev. En forsamling af verdens absolut førende eksperter på området fortæller sort på hvidt, at det her er sidste chance. Jeg kan ikke forstå, hvordan budskabet kan blive tydeligere. Hvad skal der til, før vi handler, før det er for sent? FN’s generalsekretær, António Guterres, kalder situationen det, som klimaaktivister i årevis har kaldt den: en klimanødsituation.
