Klimabevægelsen står ved en skillevej. Vi har formået at starte en bevægelse mod et mere bæredygtigt og retfærdigt samfund, men den er ved at blive afsporet af virksomheders grønvaskning og politiske klimafælder. I stedet for at råbe på mere og hurtigere klimahandling skal vi nu til at udfordre, hvilken slags handling vi har brug for.
De sidste par år har civilsamfundet kæmpet benhårdt for at få klimaet på dagsordenen, og det har virket. I 2019 deltog 40.000 i årets Klimamarch, vi har fået en klimalov, aviserne har klimatillæg, flyrejserne skal helst kompenseres, og alle lige fra DSB over Mærsk og Arla til Københavns Lufthavn og fossilgiganten Total Energies vil nu være CO2-neutrale. Vi har set en lynhurtig udvikling i den gængse holdning til klima og bæredygtighed, hvor selv dronning Margrethe lægger sin skepsis på hylden og er gået fra at gøre grin med klimabevægelsen med udtalelsen: »Man kan jo ikke køre trillebør fra Malmø til Haparanda«, til i den seneste nytårstale at tale om klimahandling. I dagens Danmark er klima og bæredygtighed kommet på dagsordenen. Men hvad så nu?
