Lige nu er det rørende at opleve, hvordan alle danskere viser solidaritet med de ukrainske flygtninge, åbner deres hjem og støtter på en måde, der ikke er set siden besættelsen. På alle landets skoler – også på Nyborg Gymnasium – samles der ind og laves støtteaktioner, og der gøres klar og plads til nye elever fra Ukraine, som hurtigst muligt skal kunne begynde i skole. Kommunerne er i lyntempo ved at finde boliger, og landets folkevalgte har vedtaget en særlov, der giver ukrainerne opholdstilladelse uden om asylsystemet og adgang til arbejdsmarked, uddannelse og velfærdsydelser fra dag 1. Det er fantastisk! De stakkels mennesker kommer fra en hæslig og umenneskelig krig, og de fortjener al mulig støtte og en hverdag uden frygt for vold og ødelæggelse.
Men midt i sammenholdet, næstekærligheden og solidariteten glemmer eller overser vi noget. For mens alle landets skoler åbner dørene på vid gab og tager imod nye elever fra Ukraine, så forvinder der også samtidig elever fra skolerne i stilhed. De sendes bag pigtråd på udrejsecentre på ubestemt tid og behandles som kriminelle, selv om de intet har gjort. Hver eneste uge byder på nye tragiske historier om familier, der splittes, og elever, der mister opholdstilladelsen, fordi de kommer fra f.eks. Afghanistan eller Syrien. De bliver ofte nedbrudt og syge af frygt og uvished, men det sker med fuldt overlæg og organiseres (lidt for) effektivt af de danske myndigheder. De krige og konflikter, eleverne er flygtet fra, er der bare ikke samme fokus på, og de har ikke medført særlove eller positiv særbehandling.
