I mit arbejde som uddannelsesleder på en skole for social- og sundhedshjælpere oplever jeg elever, der kigger slukøret ind på mit kontor for at meddele mig, at de må stoppe på uddannelsen. Ikke fordi de ikke er motiverede, men fordi de ønsker at søge om permanent opholdstilladelse. Og skal de gøre sig håb om det, skal de leve op til en række krav, blandt andet det typiske krav om 3,5 års arbejde inden for de sidste 4 år. Det kan være elever, som har haft mange års arbejde, men ikke nødvendigvis inden for de sidste 4 år, blandt andet på grund af uddannelse. Og ja, så er det ikke muligt at søge.

Vi siger altså farvel til dygtige motiverede elever, som stopper, fordi uddannelse ikke tæller med i kravet om permanent ophold, samtidig med at vi kigger ind i en fremtid, hvor vi om 20 år mangler 45.000 sosu’er. På sosu-skolerne uddanner vi til fuld beskæftigelse, og vores uddannelser er vekseluddannelser, hvor eleverne skiftevis er på skole og i praktik. I praktikken er vores elever reelt i arbejde, men det kan de ikke tælle med som sammenhængende beskæftigelse. Vi bør kigge på lovgivningen igen og sikre os, at dem, der ønsker at bidrage, bliver mødt af muligheder for, at erhvervsuddannelserne tæller med i beskæftigelseskravet.