Jeg er på vej ud ad døren og hører, at hjemmehjælperen prøver at få liv i Per. Han lever med diagnosen Alzheimer, og hun er her for at gøre ham klar til at komme på aktivitetscenter. Jeg hører, hun synger til ham: ’Se Norges blomsterdal’, og at han begynder at nynne med. Hun er dansk og ved, at han er glad for at synge.
En gang om ugen kommer A., som oprindeligt er fra Tyrkiet. Hun er godt uddannet med specialviden om demens og hjælper Per ud af sengen, får ham på toilettet og i bad. Klæder ham på og giver medicin og morgenmad. Med sin hjertelige, smilende og lattermilde stemme, får hun dirigeret Per rundt, samtidig med at hun roser ham for at være god til teamwork og henviser til hans fortid som leder. Indimellem siger hun: »Nu er det den anden fod, jeg skal have, og så skal du prøve at komme op at stå, så du kan få bukserne op«. Når hun er færdig, er han ren, lækker og godt tilpas. Han føler sig set som menneske.
