Her i sommertiden tælles de unges ansøgninger til studiepladserne op, og søgningen varierer naturligvis fra år til år og efter uddannelse. Ledigheden på arbejdsmarkedet er lavere end normalt, og vi ser mange fagområder, hvor der mangler arbejdskraft. Det er derfor vigtigt ikke at nedlægge studiepladser inden for samfundskritiske områder, hvor der allerede i dag mangler studiepladser.
Vores velstand er betinget af den høje produktivitet i vores arbejdsliv; vi får mere ud af en gennemsnitlig arbejdstime end de fleste andre steder i verden. Det kan kun lade sig gøre med et højt niveau af viden, og bl.a. derfor skal vi fortsat fokusere på at uddanne os. Vi står over for mange udfordringer fremover, den demografiske udvikling kræver flere ressourcer på velfærdsområdet, den sikkerhedsmæssige udfordring kræver også væsentlig flere ressourcer til forsvaret, og vi har klimaudfordringen og den grønne omstilling, som også kræver omfattende ressourcer og viden. Der er derfor behov for øget produktivitet inden for alle områderne ved at løfte vores vidensniveau via uddannelsessektoren.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.



