Jeg tror ikke, der er meget, jeg har til fælles med musikeren Kidd (desværre). Alligevel kan jeg som kommende jordemoder nemt spejle mig i hans formentlig største hit. Jeg har nemlig ikke lavet penge – jeg har lavet damer. Jeg kommer heller ikke til at lave penge, når jeg engang er færdiguddannet.
Når jeg fortæller, hvad jeg studerer, spørger folk ofte: »Tør du virkelig det?« (lige efter at de har spurgt, om vi også »boller i depotrummene ligesom i den der serie?«. Tak for den, TV 2. Svaret er i øvrigt nej. Det er der desværre heller ikke tid til). De spørger ikke, om jeg tør stå med hænderne i blod og skrig og moderkage. De spørger, om jeg tør uddanne mig inden for en profession, hvor alle godt ved, at der venter mig dårlig løn og et presset arbejdsmiljø.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
