»Man skal ikke tænke eventyr for stort altid. Det er bare om at komme ud«. Ordene flyver ud af min computerhøjtaler. Den er tilfældigvis slået over på TV 2 Lorry, hvor eventyrer og foredragsholder Erik B. Jørgensen ledsager en journalist på en vandretur. Og nej, de er hverken i Vietnams tætte jungle eller Canadas høje bjerge. De befinder sig på noget så eksotisk som en grussti i Nordsjælland.
For få sekunder siden stod jeg i mit køkken og undrede mig over, hvorfor jeg hverken havde rejseplaner eller rejselyst i år. Jeg er ligeglad med fede fotos fra en kantstenscafé i Paris. Jeg behøver heller ikke en sjusket delfintatovering som et symbol på en uges badeferie i Grækenland. Og ja, jeg har skam følt mig som en gammel sur mand blottet for alt, der bare minder om eventyrlyst. Jeg går derfor også stille med dørene om min lille staycation i København. Desuden er folk oftest også ligeglade med mine gåture på Amager Fælled.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
