Da borgerkrigen i Syrien brød ud i 2011, begyndte kurderne først at overtage deres byer fra Assad-regimet, og derefter erklærede de selvstyre i disse regioner. Bl.a. regionen Rojava i Nordøstsyrien, regionnavnet betyder på kurdisk ’vest for Kurdistan’. Med tiden tog folk med arabisk, assyrisk, armensk og tjetjenske baggrund også del i kurdernes overlevelseskamp mod Assad, Islamisk Stat (IS) og Tyrkiet.
Siden 2011 har befolkningen i Rojava ikke haft ro, til trods for at de næsten har nedkæmpet IS. En kamp, der kostede mindst 13.000 militser livet. Tyrkiets præsident, Erdogan, truer nu igen med at invadere resten af Rojava. Det lykkedes ham faktisk i 2018 at invadere Afrin-provinsen og i 2019 Serakaniye-provinsen, da Trump, til verdens måbende overraskelse, valgte at trække de amerikanske soldater væk fra Tyrkiets grænse. De få amerikanske soldaters tilstedeværelse forhindrede ellers en mulig tyrkisk invasion og var garant for tryghed i regionen. Kurdere kalder USA’s tilbagetrækning ’det store forræderi’, idet de tidligere blev lovet af amerikanerne, at de altid ville være til at regne med i kampen mod IS.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

