Tak til Charlotte Joensen for at sætte fokus på alle de dygtige og veluddannede, der hver dag spilder tiden med at flytte papir og udfylde Excel-ark i såkaldte bullshit-jobs (Pol. 25.12). Jobs med fine titler, bonusordninger og kaffemaskinekaffe ad libitum, mens man sidder bag et skrivebord og forsøger at kommunikere kommunens core values eller agere agil forandringsagent med den obligatoriske tvivl om, hvorvidt man overhovedet gør en forskel.
Det korte svar til dem er: Nej, du gør ingen forskel. Om fem år er den ingen, der kan huske, om kerneværdierne var ’samarbejde, sammenhold og samskabelse’ eller ’samtale, samspil og Samsø’, og de forandringer, agenten laver, bliver sandsynligvis et direktionsnotat, der bliver omsat til nogle 2030-sigtelinjer, fejret med en konference, trykt og uddelt på samtlige kontorer, så det kan ligge og rådne op blandt andre strategidokumenter trykt på lige så flot papir med lige så flotte visioner, målindikatorer og illustrationer.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

